Noget om julefilm, hår og stjernedrys

Her går det virkelig godt. Og virkelig skidt på samme tid. Jeg prøver ret hårdt på at fokusere på det gode - og det er der virkelig nok af.

En af de bedste ting var weekenden (som dybest set er det samme som hverdag for mig - bortset fra at jeg har familien hjemme). Vi havde en lørdag uden planer (waaauuuw) - og en søndag, der var fyldt med julehygge. Vi startede i Park bio med at se årets børnejulefilm 'Familien Jul i nissernes land' - tænker at det bliver sådan en slags film som pigerne husker og får samme 'forhold' til som jeg havde til de allerførste krumme-film. Det er ligesom lydsporet fra barndommen. Og når man lige er kommet sig over alt det, der bare er gudsjammerligt kedeligt omkring en børnefilm - så er den faktisk meget god. Og ret sjov. Ungerne grinte i hvert fald HØJT flere gange, så det er jo succes. Bagefter stod den på familie-jule-klip-og-konfekt-produktion (læs: spisning) hos Steffens fætter i Charlottenlund. Vi blev sådan i retning af 15 - en god blanding af børn og fætre/kusiner og alle de til-giftede tilføjelser. Det var vanvittig hyggeligt. Også.

Idag har jeg brugt hele dagen hos Simone. Simone er den bedste frisør jeg kender. Og jeg har, gennem tiden, været igennem virkelig mange. Hun kan bare noget og jeg vil anbefale hende til alle jeg kender (og enddog også alle jeg ikke kender). Som bekendt havde jeg (igen!) fået den vildfarelse, at jeg var blevet gammel nok til mørkt hår. Eller måske for gammel til lyst hår. Så det blev farvet mørkt i starten af oktober. Hos en anden frisør end Simone (don't ask). Det var en fejl. Kort og godt. Og en stor en af slagsen. Og nu havde jeg endelig (sparet sammen) taget mig sammen til at få ordnet det. Og nu er jeg back to blondie. Og Simone fik beskeden - gør bare det du plejer med klipning. Og det gjorde hun! Desuden blev jeg aldeles star-struck da Caroline Flemming (og børn) okkuperede samtlige stole i salonen ved siden af mig. Specielt fordi vores Caroline er opkaldt efter hende (lang historie ;-)).

Så alt i alt er alt jo godt. Hvis bare ikke min ryg og nakke gjorde knuder. Og gør flere og flere. Og man skal ikke google. På den slags symptomer. Siger det bare. Lad være med at spørge dr. google.

Og sådan sad jeg så 3 timer. Fordi den der farve, der var i nægtede at slippe. Og fordi det faktisk er stort set gråt. Indenunder.

Et aftenskriv om forventninger og umage.

Vi har alle vores egen måde at leve livet på. Og det er præcis som det skal være. Jeg læste en artikel idag, som satte nogle tanker igang hos mig. Og den slags er jo altid sundt.

Jeg har for eksempel nogle forventninger. Til mig selv og min familie. En masse forskellige forventninger, men overordnet set har jeg to krav til mine børn - og i allerhøjeste grad også til mig selv. For det første skal man gøre sig umage. Det betyder ikke at man skal være den bedste, få de bedste karaktere, de mest prestigefyldte jobs eller være noget, som man ikke selv kan holde til. Men jeg forventer at man altid gør det bedste man kan. At man i alle livets udfordringer, store som små, gør sit bedste og gør sig umage. Man skal ikke kravle over bjerget hver gang, hvis resultatet bliver lige så godt ved at gå under bommen. Men umage - det skal man gøre. Med sine lektier, sine opgaver og sit liv generelt. Det er de helt små ting i hverdagen. Det er ikke kun på jobbet eller i skole. 

Den anden ting jeg forventer er, at man opfører sig ordenligt. På den helt gammeldags måde. Faktisk er jeg vist håbløst gammeldags her, men jeg forventer at mine børn giver hånd og ser folk i øjnene. At de holder kæft, når andre taler (og lige det øver jeg mig i allerhøjeste grad stadig på). At de taler pænt (og det er heller ikke altid det lykkedes). Og fremfor alt skal man behandle andre mennesker, som man selv ønsker sig behandlet. En kliché men ikke desto mindre så rigtigt. 

Jeg øver mig stadig. På det hele. Hver dag fra jeg står op til jeg går i seng øver jeg mig. Nogle dage med væsentlig mere succes end andre dage. Men øvelse og umage skal der til. Det er forventningen fra mig til mig.

Nu skal jeg snart sluses tilbage i virkeligheden. Det er snart slut med at have fri, men jeg har haft så travlt med at komme videre, at jeg fuldstændig har overset og ikke haft tid til at falde ned, mærke efter og nyde roen. Som jo er en sjælden luksus. Jeg vil nyde den næste uge, hvor jeg er den eneste hjemme om dagen. Jeg vil nyde de sidste romaner, der ligger og venter og lidt daytime-tv. Og et par lange gåture og en god kop kaffe. Og så vil jeg glæde mig til, at der starter en hverdag på den anden side af nytår, hvor jeg også skal gøre mig fagligt endog meget umage. Selvom jeg er sikker på, at det bliver hårdt og noget af en omvæltning. Og netop her er det vigtigt at holde fast. Og gøre sig umage - med at være et ordenligt menneske ;-).

Glimmer på!!

Jeg har (endnu engang) brugt en helt fantastisk morgen hos Gyldendal - som har opfundet det her fuldstændig skønne koncept 'Forfattermorgen'. Hver onsdag kommer der en-to forfattere og fortæller om deres seneste bog. Det er en halv time fra 8-30-9, spå man lige kan nå på arbejde bagefter. Det tager jo nærmest ikke længere tid end hvis man smutter indenom bageren på vejen, og der er kø. Jeg tager afsted med min gård-veninde (vi bor i går sammen - og har lavet en bogklub sammen). Og det er vanvittig inspirerende, sjovt og ofte ganske rørende. Og idag var det Hella Joof, som fyldte scene. Jeg har været fan af Hella i mange år - og det er som om hun bare bliver skarpere og skarpere. Men samtidig mild og møder simpelthen alle øjenhøjde. Uden fordømmelse men med forståelse og reelt gode råd. Livsvisdom.

Resten af dagen står i Carolines tegn. Hun har fået en (tiltrængt) fridag idag. Hun var så mega muggen og vrissen igår (noget hun aldrig er) og til morgen sov hun længe!! Faktum er, at hun ser ikke syg ud. Men når Caroline er sur og sover længe - så er der helt sikkert noget som ikke er som det skal være - så derfor denne omsorgsdag. Nu har jeg jo også fin mulighed for at give hende den pause, der vist er brug for her midt i juleræset.  Tror vi skal tage juletræet ind - og pynte det når Margrethe og Steffen kommer hjem. Det bliver dejligt.

Glimmer på - som Hella så rigtigt siger det.

Decemberhimlen og nydelse

Det er ikke en hemmelighed, at jeg elsker december måned. Jeg elsker at tænde kalenderlys hver dag, adventkrans og pynte op (ligeså meget som jeg elsker at fjerne alle spor af pynt, når vi når mellem jul og nytår). Jeg elsker lysene og jeg elsker at læse julehistorier for ungerne og se julekalender. Jeg ser glædeligt Nissebanden på Grønland (som det pludselig er kommet på mode at synes er 'so last year/century'). Jeg synes En anden verden er god - omend ikke så julet, som jeg kunne ønske. Som teater-sponsor i kalenderen Søren råber 'jeg vil have en nissescene!

Jeg elsker at juleshoppe - eller faktisk er det ikke det jeg elsker. Men jeg elsker at gå rundt i en belyst og blinkende by, drikke gløgg og dufte til brændte mandler.

Kort sagt jeg elsker jul.

Derfor er det heller ikke det store, der sker herinde. Der sker så meget helt fantastisk udenfor i den virkelige verden. Og det dufter og smager. Så altså - i morgen skal vores hjembragte juletræ fra mormors skov pyntes. Og så mangler vi bare de sidste julegaver, egg nog-partyet og at fortære nogle kilo konfekt og æbleskiver, så er det jul.

På juletræsjagt

Litterær onsdag med indlagt hygge

Jeg brugte endnu engang min morgen på Gyldendals forlag. Denne gang med en helt ny veninde fra min selvoprettede bogklub. Det er en virkelig skøn måde at begynde dagen på - og jeg går altid derfra inspireret og i skide godt humør. 

Idag var der først besøg af Jimmy Jørgensen, der netop har udgiver Stilledal. En form for biografi om hans liv og opvækst. Og altså ikke kun om musikken og jetsettet. Den tror jeg helt sikkert jeg skal læse - manden er jo på en gang skide sjov og skide klog. Og så har han haft en opvækst, som er læsværdig. Og vedkommende.Og så var Carsten Jensen og Anders Hammer forbi til en snak om den bog, de lige har skrevet om krigen i Afganistan. Først tænkte jeg faktisk at jeg næsten ikke gider høre mere om Afganistan - men det fik de så grundigt ændret på! Carsten stillede selv spørgsmålet; Hvad gør det ved mennesker at være i en endeløs krig. Og hvis bare der er en flig af svar... Krigen i Afganistan startede oprindeligt i 1979. Og er altså lige fyldt 37! Det er det samme som Steffen. De har altså været i krig hele Steffens liv og siden jeg var et år gammel. Ja. Hvad gør det ved et Land og dets befolkning. Hvad gør det ved generationer at vokse op i den skygge.

Som stor kontrast hentede jeg mine egne dejligt privilegerede børn tidligt, så vi kunne nå til svømning og spis-og-skrid hos gode venner. Hvor der, i ro og fred, blev serveret lasagne, vin og hygge. 

Nu vil jeg krølle mig sammen i sofaen med Planen af Morten Pape (ja, her er jeg ikke fastmover). En fascinerende, hård og ret fantastisk beskrivelse af en barndom og ungdom i Urbanplanen på Amager. En beskrivelse af konsekvenser når den sociale indsats i den grad spiller fallit. 

Jeg tænker på #4

- hvordan jeg nogen sinde skal finde 37 timer i min uge til at arbejde. Hvorfor er det, at man kan have så umådeligt travlt, når man reelt ikke har noget at lave?

- hvorfor man (jeg, igen) går og sukker efter et arbejde. Men i det øjeblik det er her - ja, så panikker man lidt (læs: meget) både over ovennævnte tidsproblematik. Men også over egne evner.

- hvorfor mine unger i år er endt med 5 julekalendre? Det var virkelig ikke meningen.

- hvorfor jeg aldrig får post? Sådan et rigtig gammeldags brev er noget af det bedste. Men det er ligesom aldrig det, der sker mere, når postkassen åbnes. Her er højst et uadresseret brev fra Kræftens Bekæmpelse. Måske jeg selv skulle begynde at skrive breve i hånden igen.

- om jeg må låne (læs: stjæle) noget af Margrethes brevpapir? Hun bruger det jo alligevel ikke. Hvilket er helt synd. Jeg husker tydeligt alle de virkelig mange pennevenner jeg havde, da jeg var hendes alder.

- hvornår vi får sat os ned i samme rum, Steffen og jeg, og får arrangeret de ting, der skal det, her i december. Der er både en (flere) tur i Tivoli, på julemarkeder, afhentning af juletræet i mormors skov, indkøb til julen (som vi holder her hos os selv), julegaveindkøb og måske også en lille egg-nog kom sammen. Nå, men det bliver (heller) ikke idag.

- at man skal skynde sig at tage på Arken inden Bigum-udstillingen stopper. Den er virkelig overraskende god. Og maden i cafeen er helt fantastisk.

- at det er godt jeg ikke kommer oftere i storcentre end jeg gør. Jeg var der med Margrethe i lørdags, hvor hun tømte en HogM - det var vanvittigt hyggeligt. Men forbruget stod os helt op i ørerne, da vi gik. Det er jeg lykkelig forskånet for ellers.

Bigum og Disney mødes

Træt efter kun 2 timer i forbruger-mareridt

MorgenTV, shopping og æbleskivedebut

Jeg vågnede før en eller anden fik sko på idag - men det er så også det eneste virkelig trælse element i en ellers helt igennem fantastisk dag. Nå, jo. Jeg opdagede, at mit dankort nok ser ret meget frem til den første. Men så er det jo heldig, at der allerede går løn ind i morgen.

Tilbage til idag. Efter en tidlig morgen og en tidlig aflevering af begge piger i skolen (de møder ukristeligt tidligt alle torsdage - hvilket er ret fint når man har et arbejde. Og ret irriterende når man mest har lyst til at have lange langsomme morgener sammen) fik jeg tid til at lave ingenting en times tid. Den blev straks udnyttet til at se Bones - elsker de gamle afsnit. Og så kom min veninde kørende fra de nordlige forstæder. Det var simpelthen den smukkeste dag med høj sol - så vi valgte at gå til byen og brugte hele dagen på at shoppe (om ikke andet i vindues-versionen), tømme søstrene grene, se på julebordene i Royal Copenhagen (som altså har været pæne tidligere år) og spise frokost. Vi har kendt hinanden i 10 år - men det virker som altid. De ti år har været nogen af de mest begivenhedsrige i vores begges liv Både på godt og ondt. Det er helt specielt at dele hele livet med en. Idag var det kun godt.

Med fedtet hår og mavedeller - og glæde

Det eneste bord, som rent faktisk indbød til julefest. Men det så fanme også flot ud.

Og for at det ikke skulle være løgn fik jeg en rabatkode med posten til fotosjov.dk - så jeg kunne få bestilt en mappe med telefon- og instagrambilleder helt tilbage til 2011, hvor jeg begyndte at tage billeder med min telefon. Det blev en tyk og dyr mappe - lige indtil jeg tastede koden og fik 50%. Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Jeg burde også lave en mappe for de sidste mange ferier vi har været på. Men det vil kræve at jeg finder en ekstern harddisk frem. Et kabel. Og at jeg ikke var træt af at lave fotomapper allerede. Så det må blive næste gang jeg falder over et godt tilbud. Men hurraaaa for en fest at se billeder fra 5 år igennem. Nu glæder jeg mig bare til den kommer.

Dagen idag blev også den første dag i årets æbleskive-sæson. Jeg snød og købte en pose. Hvilket jeg faktisk ret sjældent gør, da jeg, underligt nok, elsker at lave æblseskiver. Modsat pandekager, som jeg synes er frygtelig kedsommelige at bage, så er de lige omvendt med æbleskiver. Men Irmas smagte ok.

Og det fedeste er, at i morgen tegner lige så fantastisk. Jeg er sgu ret heldig.

Fri-uge (næsten da)

Den her uge har potentiale til at blive ret fin. Hvis man lige ser bortset fra at jeg var svimmel som en fuldesyg allike igår - og muligvis kunne tænkes er på vej til at blive syg. Hele familien er i hvert fald forkølede og min hals er sådan underlig ru. Den gør ikke ondt - den føles bare som om, at den mangler smørelse. Præcis som det er inden sygdom sætter ind.

Men jeg vælger at ignorere det. Jeg skal nemlig hygge mig - lige udover kun én ansøgning, der skal skrives, en enkelt samtale, der skal sættes hår til og kun 2 sådan netværksagtige kaffe'r, der skal drikkes. Jeg skal hygge både med ungerne og Steffen, julepynten (som kom op i søndags) og en fantastisk god bog. Og så med veninder. Den ene dag kommer min dejlige veninde ind fra de nordlige forstæder og spiser frokost, ser juleborde og drikke gløgg - mens min speciale-makker den anden dag har inviteret på udstilling og frokost på Arken. Og i aften skal jeg i Grand bio og se 'Truman - venner for livet'.

Kan mærke, at jeg har brug for at få lidt ro på hovedet. Jeg har brug for at lave lidt glædeligt, hyggeligt og sjovt - og for en gangs skyld nyde friheden lidt. Nu er den her jo - så det er sgu lidt dumt ikke at få det bedste ud af det. Basta - siger jeg bestemt til mine myldre-tanker og alle deres fætre.

Fra fødselsdag til jul på Faksegade:

Regn, nybagte boller og indeliv

Idag regner det. Og er sådan ret gråt - og lidt blæsende. Jeg afleverede en glad Margrethe - og gik derefter en times tur - i regnen. Nu er jeg tilbage hjemme. Og er ved at bage boller. Som jeg vil spise med tykt smør senere - mens jeg læser en god bog. Jeg skal se at blive færdig med 'Her er jeg' - den er god. Men sindsygt tung. Igår var den aftenens emne i bogklubben. Jeg tror ikke lige sådan man bliver færdig med den. Idag vil jeg lytte til regnen. Drikke te og gøre et indhug i bogstakken. Ahhhhh...

You never know how close you are...

Her er lidt stille. Men jeg har nu holdt vejret i hele 6 dage - og så kan man ikke sige ret meget. Ensige tænke en lige tanke.

Men idag skete. Fristen udløb for de nye ejere - og det betyder at en kæmpe sten (faktisk ret mange røde mursten ovenpå hinanden) er faldet fra vores skuldre herhjemme. Vi har solgt huset i Sønderborg. Mit drømmehus. Som vi elskede (og stadig savner) - som lagde rammen om vores familie i nogle skønne år i Sønderborg. Huset hvor vi begge fejrede 30-års fødselsdag med kæmpe havefester. Huset hvor vi fik Caroline. Og huset fra mine barndomsdrømme. Huset med den smukke hvide trappe. Huset med den skønneste terrasse. Og fremfor alt huset med den dejligste stemning.

Men også huset, som efter finanskrisen pludselige opståen, blev en (tung og dyr) klods om benene, da vi besluttede at vende tilbage til familien og livet i København. Som blev årsagen til en af de helt dybe bekymringsrynker midt i panden. Som var skyld i utallige søvnløse nætter. Men som også har bragt os 4 i familien helt tæt sammen. Og vist os (og verden), at vi kan ikke sådan lige slåes ud. At vi nok skal klare det hele. Bare vent.

Nu vil jeg fejre Margrethes 10 års fødselsdag endnu engang i weekenden. Den 10 års fødselsdag som i mange år stod som en skæringslinje i min hjerne 'hvis bare vi har solgt inden hun bliver 10' - det var mantraet. Helt uden nogen logisk baggrund. Bare en eller anden rund skæringsdato - et håb - i fremtiden. Nu er fremtiden her. Og nu lykkedes det sørme. 7 dage før hendes fødselsdag blve underskriften sat. Og idag er den ikke til at tage tilbage.

Det skønneste sted i hele Sydjylland... Som nu skal glæde en anden familie.

Så er det snart jul

Idag er der 9 dage til jul. Det vil sige, der er 9 dage til julen starter herhjemme. Reglen er, og regler må der for at julen ikke tager overhånd for mig som elsker jul, at daten efter Margrethes fødselsdag tager vi  de store kasser med julepynt frem. Og pynter. Hører julemusik. Drikker gløgg og spiser æbleskiver. Og i år falder denne højtidsdag på en søndag. Mega win!

Jeg glæder mig til at holde Margrethes fødselsdag hele to gange. Men så er det eddermane også jul.

Og vi skal i Tivoli, drikke egg nog, i teateret og biografen og se julefilm og forestillinger, bage kager, tage på marked. Og specielt i år, hvor jeg har tid, skal jeg nyde byen i ro om dagen også. For eksempel glæder jeg mig helt vildt til at se årets julebord. 

Jaja. Hver sin smag. Jeg elsker jul. Ønsker mig bare en chokoladekalender. Eller en lakridskalender. Sådan en rigtig god en. Nu må vi se om det bliver til det også...

Forelsket i en beklædningsgenstand

Nu er det ikke ofte det sker for mig - eller altså. Ikke sådan rigtig i hvert fald. Jeg kan, bevares, godt lide nyt lækkert tøj. Men det er ikke noget, der fylder farligt meget i mit liv.

Men så idag skulle jeg til møde på Islands Brygge. Og da jeg hver dag denne uge har været irriteret over at genbrugsposen med små brugte Nespresso kapsler væltede ud på gulvet, hver gang jeg åbnede skabslågen ind til skraldespanden, slog jeg to fluer med et smæk. Og medbragte selvsamme genbrugspose til byen. Hvor den kan afleveres hos Nespresso - og forhåbentligt gøre noget bedre (eller i det mindste mindre skidt) med dem. Turen fra Østerbro til Islands Brygge går normalt ikke lige forbi nespresso, men det måtte den idag. Og der mellem Nespresso og Topshop lå der et ellers tomt butikslokale - og i vinduet hang den smukkeste ting. En kappe, som var så smuk - og som jeg ville elske at iføre mig, hver gang jeg skulle ud og spadsere - og ja, man spadserer i den sådan kappe. Den var så smuk. Og jeg havde for travlt til at undersøge hvorfor den hang der. Men det må blive snarest muligt - når vejen igen falder den vej.

Den er da smuk...

Noget om tid

Tiden er en underlig elastisk størrelse.
Tag for eksempel Margrethe. Der er ti år til hun bliver tyve. Og bare ved tanken får jeg fuldstændig åndenød af skræk og rædsel og stress. Så flytter hun hjemmefra og ti år er jo ingenting. Ti år set i det perspektiv er ganske kort tid. Det føles som et knips med fingrene.
På den anden side er det 10 år siden jeg fik Margrethe. Og det er ti år siden jeg lige havde afleveret mit speciale. Det er altså ti år siden, at jeg ikke havde nogle børn overhovedet. Og det er ti år siden, at jeg kun lige var færdiguddannet. Og siden da har livet skiftet retning uendelig mange gange og bugtet sig helt vildt - så jeg kan, når jeg ser tilbage, slet ikke genkende mit liv fra dengang. Det virker som en hel livstid siden. Det virker som virkelig længe siden. Og i det perspektiv er ti år jo uendeligt lang tid. Så Margrethe flytter hjemmefra lige om lidt. Men i et helt andet liv om så lang tid, at vi kan nå at leve et helt liv inden hun flytter.

Vi kan nå at blinke. Blink.

Og vi kan nå at få to børn, otte jobs, tre nye ejendomme, tre biler og to katte. Og vi kan nå at flytte 400 km to gange. Bum.

Vi kan nå helt nye liv.

På ti år.

Tiden er i sandhed elastisk.

Fra lille....

Til større - næsten 10 år

Valgdag og lån

Idag er der valg. Det som flest mennesker, både her og i udlandet, bekymrer sig om og interesserer sig for er valget på den anden side af den store dam. Det hjemlige valg er der ikke mange, i hvert fald ikke i min generation, der deltager i - måske endda kender til. Nemlig menighedsrådsvalget.

Det er, når ret skal være ret, nok også det valg, hvor vi ikke har stemmeret, der er der mest afgørende. Det bliver lidt spændende at følge idag. Eller spændende er måske så meget sagt. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes nogle af kandidaterne er helt efter bogen. Omend jeg, som dansker, nærmest selvfølgelig hellere vil have en Clinton end en Trump. Hellere pest end kolera. Men allerhelst ville jeg have en Obama. Eller en Bernie Sanders. Faktisk. For når jeg kigger på mine børn og tænker på den verden, som vi helt fysisk levere videre. Ja, så er valget ikke så svært. 

Her 11. november skal kvinder holde op med at arbejde for i år, hvis vi skal have lige løn for lige arbejde. Og ja, det er da problematisk. Men i det store hele synes jeg altså, at det er et større problem, faktisk et helt uoverskueligt skræmmende og gigantisk problem, at vi 8. August i år skulle stoppe med at bruge ressourcer fra jorden. Den dag er midt på året. Den dag markerer dagen, hvor vi (årligt) tærer mere på jordens ressourcer en de kan klare. Og den dag flytter sig hvert år fremad i kalenderen. Og dermed låner vi, uden mulighed for forhandling, af vores børn. Og børnebørn. Og uden at give dem noget bedre igen. Faktisk står de alene med regningen. Ikke os.

Jeg ved ikke om Clinton gør noget positivt ved det skæve regnestykke. Men jeg tror på, at hun nok gør en my mere end Trump. 

Dagens stemning

Jeg havde egentlig tænkte mig at skrive en hel masse om at gå efter sine drømme. Også når det er svært.

Men jeg tror faktisk i stedet jeg vil lade være. Lige idag er det ikke de mest strukturerede tanker jeg har - og det der med at tro på det. Tro på at jeg kan nå mine drømme. Ja, den tro har fået en del knæk. Her idag, i går og den sidste måned. Så jeg vil begrave mig under et tæppe. For første gang siden jeg stoppede på arbejde. Efter at jeg, selvfølgelig har brugte hele formiddagen på at gøre alt det rigtige - og forsøge at nå drømmene,så vil jeg tage tiden til at se en film. En, hvor jeg skal leve mig ind i en andens drøm. Og kan glemme min egen lidt.

Det er svært at vide hvad man vil. Men løbe panden mod muren igen og igen og igen. Og så derefter løbe i grøften.

Blomsterne i min gård er ligeglade - både med vejret (koldt) og stemningen (lav). Heldigvis.

Mit liv set gennem folkeregisteret DEL3

(Første del kan læses her - og anden del her)

Så jeg rejste hjem til først min mor (som nu boede i Hvalsø – på mosesvinget – adresse nummer 13), hvor jeg boede 1½ måned indtil jeg fik et værelse på Ndr. fasanvej på Frederiksberg. Jeg læste nemlig cand. merc. MCM på CBS – og var garanteret en af de der totalt skrækkelige engagerede studerende der sad i diverse råd og foreninger – men jeg var ’ny’ i byen og havde skrækkelig travlt med at opbygge nyt liv, nye bekendte – og bruge noget af al min energi… Som jeg havde dengang (præ-børn ;-)).

Jeg boede kun 3 mdr. på nordre fasanvej – for køkkenet faldt ned over mig (ja – det var drabeligt med global knive stikkende op af gulvet ved siden af…) – og efter en forsikringsdisputs med udlejer flyttede jeg til ny-købt andelsbolig på nannasgade hvor min nærmeste nabo var blågårdsgades skole – og de skød i lokalområdet Men det var min lejlighed – og jeg var super lykkelig. Og stod for første gang på egne ben.

Så mødte jeg Steffen og vi flyttede sammen i hans lejlighed på herninggade (ja -. Der vi nu bor igen…) i 2005. Og her blev jeg færdig med min kandidat – helt gravid og alting. Og i november kom så Margrethe. Tal om omvæltning. Jeg fik en efterfødselsreaktioner (som det så skønsomt hedder, når der er tale om noget der ligger meget meget tæt opad en fødselsdepression) – og de første 3 måneder af hendes liv kan jeg faktisk ikke huske. Jeg kan se billeder – og huske på den måde. Men jeg kan også se en afpillet (tabte mig ti kilo fra før-fødselsvægt), glansløs og trist mor. Jeg fik dog god hjælp – og tågen lettede. MEN… jeg lærte såååå meget – om rummelighed, livets skyggesider og den slags. Det var ikke sjovt men noget godt tror jeg nu alligevel der er kommet ud af det.

Nå, men jeg fik det fantastisk og resten af min barsel husker jeg som en dejlig drøm. I 2007 da Margrethe var 4 måneder flyttede vi til Sønderborg!

Jeg tænker på #3

- at jeg ikke helt kan finde ud af om jeg elsker eller hader den her (nye - tøhø) Halloween-tradition. Eller som kritikeren ville sige 'Halloween-hysteri'. Altså på den ene side synes ungerne, at det er en fest. Og de har scoret så meget slik, at jeg er sikker på, at der falder lidt af til moderen. Men på den anden side så forstår jeg det altså ikke. Og slet ikke på en hverdag. Og det er bare alt for meget. På en eller anden ekstrem kommerciel måde (#spelt). Jeg tror jeg spiser en af left-over lakridserne og lader den ligge - indtil næste år.

- at jeg simpelthen har cyklet over 20 km idag. Og jeg var så skide heldig, at vejret holdt tørt. hvilket var heldigt, da jeg helst ikke skulle se alt for druknet ud til det møde, jeg skulle til.

- om familien opdager, at jeg spiser de sidste chokolate-nutella-cookies de bagte i weekenden. Som nu ligger i en dåse i skabet. Og jeg behøver ikke engang rejse mig for at nå det!

- om vi nu har bekæmpet alle rotterne i gården. Der skulle efter sigende være én tilbage - som så igår fik et gok i nødden af en kommune-mand klædt i skrigende gult.

- at tiden simpelthen går så sindsygt hurtigt lige nu. Det er en kliche - det ved jeg godt. Men der er altså tidspunkter, hvor tiden flyver hurtigere end andre gange. Og lige nu er der fart på som østerbromødre til molo-lagersalg.

Muligvis har jeg et anstrengt forhold til Halloween - men hende her. Hun er sgu sød.

Mit liv set gennem folkeregisteret - DEL 2

(DEL 1 findes her)
Nå, men efter gymnasiet flyttede jeg til Odense (igen) til en kæreste på sdr. boulevard. Der boede jeg 2 måneder – og lad os bare sige – jeg lærte en del de 2 måneder!!!! Om forhold, om kærlighed, om selvstændighed, om trusler, om menneskelige fortrængninger og forskelligheder…

Så flyttede jeg til en hyggelig kælder hos en ung familie på Sadolinsgade i et kæmpe hus. De havde sikkert som helt ung børnefamilie ikke råd uden en lejer, og det var mig. De var søde og jeg havde det godt, der i kælderen, hvor jeg boede ½ år mens jeg arbejdede hos Bilka… Som kasse assistent. Røv sygt – men det var en tid med unge mennesker, fester og ubekymrethed. Efter et indbrud i huset på sadolinsgade (hvor jeg kom hjem midt i – og det var fanme godt nok udbehageligt) turde jeg ikke bo der så jeg flyttede til Pjentedamsgade (lige ved banegården i Odense – kendt som ludergaden, men de passede sig selv og forstyrrede ikke nogle) sammen med to fyre Steen og Heine. Igen en fed tid – og en fantastisk lejlighed. Jeg boede her et års tid lige til juli 2000 – hvor jeg flyttede sammen med en kæreste, Søren, lige ved Odense teater (i Vindegade). Vi boede ret tæt i hans lille 1-værelses, men så var det godt at hans mor arbejdede i et boligselskab og kunne skaffe en stor 3-værelses på Nyborgvej (kilometerhusene!!!!) efter ganske kort tid i den lille hyggelige lejlighed midt i byen.

Men jeg trivedes ikke rigtig længere, trods det at jeg læste negot på Odense Uni (efter ½ år på lægeuddannelsen). Jeg blev færdig med min bachelor i sommeren 2003 – og jeg var ved at blive kvalt i kilometerhusene som er et dybt uinspirerende byggeri. Men det var nok mere det dybt uinspirerede liv jeg havde fået sat mig i. Jeg søgte helt sikkert tryghed, men var samtidig ved at blive kvalt langsomt, mens jeg så min ungdom glide forbi udenfor vinduerne.

Jeg higede sådan efter at noget skulle ske, men jeg vidste ikke hvad indtil jeg så et opslag på uni – ansøg om Brittingham Viking scholarship – og bo 1 år i USA fuldt betalt. Jeg ansøgte…. OG FIK det.

Ret vildt – jeg fik beskeden på et tog fra København efter sidste samtale – ret surrealistisk togtur derefter. Prøv at blive ringet op i et IC3-tog mellem Ringsted og Slagelse, hvor en stemme i den anden ende sigre, at du lige har ’vundet’ $30.000 til at skabe en ny start for.

Jeg skulle læse 2 semestre i Madison, Wisconsin og bo i ’the Viking House’ (stillet til rådighed på campus af org) og ellers bare rejse rundt og besøge dem der sponserede scholarshippet og som jo derfor var nogle meget meget rige amerikanere, der levede liv, jeg slet ikke havde oplevet tidligere – og nyde livet! JA – det var det. Jeg skulle tage minimum antal credits for at opretholde student visa – så det gjorde jeg. Jeg havde blandt andet racketball (en slags squash) og den slags i mine 2 gange 8 credit (havde dog også nogle få MBA fag – få….).

Det var min 12 adresse - 711 East Gorham Street fra sommer 2003-sommer 2004. Jeg boede sammen med 2 amerikanere, og to finner på samme scholarship. Vi købte bil og var ellers bare på raodtrip det meste af året. Organisationen sender amerikanske unge til hhv. Oslo, København og Helsinki på sommerophold – og skandinaverne den anden vej på både helårs og sommerophold. Og det har den gjort siden 1952 – og de fleste er stadig medlemmer af organisationen. Der er stof nok til diverse indlæg fra det år alene – som indebar alt fra college football med 80.000 tilskuere, diverse kæmpe fester hos så svine-rige mennesker, at man slet ikke fatter det, ture til New Orleans, New york, Washington DC, Denver, Jackson hole, LA, Seattle, 1 måned i SF etc. etc.

En lille anekdote. En af de større pengemænd bag legatet Forster Fries inviterede os til hans hytte der lå på bjergsiden med udendørs jacuzzi, hvor man sad og så solen gå ned bag Rocky mountains. I den forbindelse fandt han ud af at vi ikke havde købt vinterdæk. Det skal man have i Jackson hole, hvor der er flere meter sne – så han sendte 500 dollar på check til det. Vi endte dog med at få stort underskud på en fest inden vi skulle af sted (siger lidt om livet der), så vi fik ikke købt de dæk, men tog glade af sted til Denver (hvor vi skulle møde noget amerikansk familie til en room mate) inden vi skulle køre til JH – Foster opdager så vores manglende dæk – og sender sit lille privat fly – som vi så fik fuld råderet over i 4 dage… tror det er sidste gang jeg får det. Udstyret med et mobilnummer kunne vi altid ringe til piloterne – og give dem en times varsel!!! Men den tur var fed – og JA, vi (forsøgte) at betale de 500 dollar tilbage.

Nå, men alt eventyr har en ende – Jeg skulle jo hjem og læse videre i DK – og kunne pludselig ikke udholde tanken om at skulle hjem til Odense...

Den perfekte weekend

Den her weekend, ik. Den har bare været helt fantastisk og på samme måde meget afslappende. Og så har den jo i tilgift varet en time længere end vanligt. Win.

Den startede fredag med at jeg sendte Margrethe til stor halloween-fest i klubben. Og så skulle jeg med Cana og to andre veninder i 'Vild med dans'-studiet. Det var den skønneste aften, selvom den var virkelig lang. Faktisk en time længere end normalt, da det jo var knæk-cancer-versionen. Det indebar at der, udover den almindelige dansedyst, og var en konkurrence blandt nogle overlevere og deres professionelle dansepartnere. Selvfølgelig for at samle endnu flere penge ind. Det var en ret rørende aften, trods al ramasjang og glitter. De mange mange meget personlige historier kan noget. Og så var det selvfølgelig også fedt, at Thomas gik videre og fik en uge mere i cirkus-dans. Skide skide hyggelig og skøn aften.

Lørdag endte med at blive arbejdsdag og jeg er stadig stolt over hvad vi nåede. Vi flyttede rundt i hele underetagen, så alle fik nye værelser. Det indebar at to store garderobeskabe, et par reoler og to senge skulle skilles ad og samles igen. Og alt skylle flyttes, ordnes og indrettes. Og vi nåede det. Inden sengetid, så alle kunne gå i seng i et helt nyt værelse. Det er blevet så vildt godt. Og der er, undervejs, blevet dobbelt så meget plads både på pigernes værelser samt i soveværelset. 

Søndag.... vi har bagt kager, lavet lasagne, leget med LEGO og spillet spil. Nemlig har været så elskværdige at komme med 6 liter mælk og alt muligt andet. Og nu er det eftermiddag. Jeg ser britisk kageprogram (my guilty pleasure), Steffen arbejder, pigerne hører musik og katten sover. Sådan som det skal være på en perfekt søndag. 

Mit liv set gennem folkeregisteret - DEL 1

Jeg har haft virkelig mange adresser siden jeg blev født. Faktisk har jeg haft knap 20 adresser i mine 38 leveår. Set på den måde er det jo faktisk sådan, at jeg er flyttet hvert andet år hele livet… Det er jeg ikke – for eksempel har jeg boet samme sted i 10 år (én gang).

Stik den J.

Nå,  men tænkte det kunne være sjovt at lige lave et tilbageblik på min flytten rundt – over et par gange ellers bliver det simpelthen uendeligt…

Jeg startede som sagt livet 14. juni 1978 på Fredericia sygehus (den er ikke talt med som adresse), hvor jeg også kun var et par dage. Jeg boede så på Kongensgade i Fredericia i knap et år, hvorefter min far, min mor og jeg flyttede til Fyn – nærmere bestemt et lille stråtækt hus i en skov lidt udenfor Odense. Jeg kan ikke huske noget fra den tid, eftersom vi kun boede der præcis et år til november 1980 – hvor jeg lige er fyldt 2 år, hvilket giver mig 2 adresser indenfor mit første par leveår. Jeg ved stedet var fyldt med edderkopper og vi ikke kunne bruge stikkontakten til ganglyset – da der boede en stor en af slagsen ovenpå den – og min mor og far er ikke rigtig gode til den slags dyr, derfor… måtte man gå i mørke gennem huset når man kom hjem. Måske er det der jeg har fået min skræk for edderkopper…

Efter skoven flyttede vi til MIDT i Odense – faktisk gågaden (det hedder det derovre – det er kun her man har et strøg). Dronningensgade – der er noget med de der kongelige adresser. Mens jeg sad og skrev det her kom jeg i tanke om, at det kan være grunden til at min ældste datter blev døbt Margrethe…???

Nå, men Dronningensgade kan jeg huske – lidt fra. Det var nemlig herfra min mor og far blev skilt (teknisk set var de aldrig gift, men hvad hedder det ellers?). Med til den historie hører sig, at jeg blev født at et sæt 68’forældre. Altså – vidde gevandter, hjemmebagt, hjemmesyltet, hjemmesyet tøj (det med tøjet blev dog ved længere end resten – selv undertøjet var hjemmesyet, men det var nok også et økonomisk spørgsmål dengang).

Min mor blev dog… skal man sige ældre (hun var 22 da hun fik mig) – og pludselig var den der totale hippie-evighedsstudent tilværelse ikke helt det hun drømte om. Så efter et års skænderi (se det kan jeg nemlig trist nok huske) flyttede min mor og jeg til Oluf Bagersgade i Hunderup kvarteret i Odense i januar 1983 hvor jeg var 4. Vi boede i en lille lejlighed med vores egen baghave. Det var himlen. Jeg har kun gode minder derfra. Jeg havde vinbjergsnegle i baghaven – som dog formåede at stikke af hver nat (det er vist noget med at de kan grave????). Dejlig gade med legekammerater rundt omkring, og en rigtig god skole, da det kom dertil.

Det sjove ved den lille lejlighed er, at jeg altid har troet den var stor – fordi jeg kan huske hvor langt der var fra stuen til badeværelset… MEN for et par år siden genså jeg den – den er 45 km2!!!! Barnets perspektiv er i sandhed et andet!!!

Mange ferier blev holdt hos mine bedsteforældre der havde aktivt landbrug med grise og køer (dengang da jeg var barn kunne man nemlig leve af den slags små blandede landbrug).

Det var fedt!

Min far så jeg kun til jul og nytår, men det var jo mit liv – og det var fint for mig. At han senere er blevet en stor del af mine børns liv tilskrives blandt andet at han er blevet bedre til børn, ikke mindre evighedsstudent dig – men også at han har fundet Randi (bedstemor Randi hedder hun hjemme ved os), som er mine tøsers reservebedstemor og en fantastisk en af slagsen.

Vi nåede at flytte i forhuset på Oluf Bagersgade i en større (og det var den 80km2) lejlighed i 1987 (samme adresse bare ikke B) – inden min mor fik den (kloge/dumme) ide, at jeg ikke skulle vokse op i byen.

Så vi flyttede til Ringe (der hvor der var Midtfyns festival) i februar 1988 – og blev der til jeg flyttede hjemmefra.

Her havde jeg mine teenageår.

Min første brandert, min første kæreste, diskotek klub 54 (eller 5 – 4 som vi kaldte det…). Jeg havde hest, vi fik bil og i det hele taget tog levestandarden et stykke opad. Som barn har jeg dog slet ikke set det sådan – jeg havde jo hvad jeg skulle bruge (jfr. Lille lejlighed), men jeg har gennem min opvækst helt klart været præget af at være datter af enlig mor uden særlig store midler. Det har sat sig – og præger bestemt stadig mig i dag – bare på andre måder. Men at tage ansvar for alt muligt i hjemmet fik jeg vist lært dengang.

Som sagt blev der syet hjemmegjort tøj etc. – og vi havde grød-dag (for så til gengæld at kunne have fiskedag). Vi rejste på ferie hvert år, men intet luksuriøst og der var i den grad sparet op til det. Dog husket jeg tilbage til det som fantastiske ferier.

Jeg var også på Midtfynsfestival hvert år – indtil 1998 hvor jeg flyttede fra Ringe – og der var det begyndt at gå dårligere for festivalen. Men jeg var med (dog som 11 årig flaskesamler) i 1989 det eneste år, hvor Midtfyns Festival var større end Roskilde med 63.000 betalende gæster. Tracy Chapman var et af hovednavnene det år. Det var fedt at vokse op med sådan en festival, og den har i den grad givet mig særlige oplevelser. Lidt tosset var det dog at flytte til Ringe for at komme væk fra storbyens farer J - jeg er ikke sikker på Ringe var så fredelig en provinsby dengang.

Min anden store passion i min opvækst var som sagt min (halve) hest – og vi var faktisk et helt habilt hold, og jeg dyrkede springstævner på et ok højt plan. Indtil jeg blev for gammel til ponyer (det er man ved udgangen af kalenderåret det år man fylder 16). Jeg kom aldrig rigtig tilbage på sammen plan på hest – for jeg var blevet 16!!!! Og var begyndt at gå til Espe fest – i forsamlingshuset i Espe. Jeg husker med tydelig min ulykkelige forelskelse i Morten! Men jeg husker også at ligge i et telt på Midtfyns med ham – så der må ligge en del fortrængninger i den historie – for jeg kan simpelthen ikke komme fra Espes ulykkelige kærlighed til et telt på Midtfyns???

Og så kom gymnasiet!!! Det er uden tvivl nogle af de bedste år, og mest ubekymrede, i mit liv de 3 år jeg gik på Midtfyns gymnasium. Vi var en lidt underligt sammensat klasse, men hold op vi havde de fedeste år sammen – derude på landet. Jeg husker (og jeg er sikker på min mor husker – om muligt endnu bedre) en forfest vi holdt hjemme hos mig (kan I huske det – forfester… fedt koncept!). Jeg boede som nabo (der var en mark med en sti mellem mig og gymnasiet – jeps – det var i en lille provins by – 5000 indbyggere – og der var marker helt inde i byområdet – det er så bebygget i dag har jeg senere set). Nå, men forfest… ja – det var en god fest – men jeg fik en ret utilfreds mor dagen efter. Hun var nemlig kommet hjem (hun var ikke hjemme) kl. 23 til en åben hoveddør (som i på viid gab), en åben terrassedør (den slags hvor hele vægen skydes til side) og et åbent køleskab!!! Derudover 4 cigaretbrændemærker i vores (i parentes bemærket) nye gulvtæppe.. Men festen var god.

Mit argument i den efterfølgende diskussion var, at vi da aldrig havde låst dørene – og det var jo rigtigt – jeg havde aldrig låst. Sådan var det nemlig i Ringe i 90’erne… ingen nødvendighed at låse sin dør, så jeg havde ikke en nøgle i min opvækst. Det er da en form for tryghed der vil noget J…

OG SÅ FLYTTEDE JEG HJEMMEFRA...