onsdag den 28. august 2013

En tiltrængt hjemmedag


Vi havde en hjemmedag i går. C vågnede om morgenen (efter en ret urolig nat… hold nu op, hvor bliver man træt med træt på, når man ikke er vant til natteroderi) med ’ondt i det ene øre’… Oh skræk og ve – hun er ret forkælet, men har ikke haft noget med ørerne i flere år. Trods forkølelser. Men jeg var usandsynligt hurtigt til at melde mig til barns-første-sygedag hjemme, da det ligesom stod klart, at hun slet ikke med nogen rimelighed kunne sendes afsted. Nå, men heldigvis gik det over i løbet af dagen, som var en af de hyggeligste. Vi fik set film, bagt cookies, læst bog (hendes og min), sovet lur og hygget. Vi fik brugt lang tid om morgenen på at aflevere M i skolen – hun slap for morgen-SFO og vi havde tid til at være med til hele morgenritualet inklusiv hilsen på rektor, opstilling i gården (og en masse dejlig sludder med andre forældre J). Da vi hentede skulle vi have Ms veninde med hjem, som skulle overnatte. Hjemmelavet pizza blev det også til – og verdens korteste løbetur. Men man kan altså ikke nå det hele.
Der kommer en ny dreng i Ms klasse idag - og det skulle vi jo lige arrangere lidt til. Jeg er den i klassen, der ligesom står for (ja, sådan er det endt... ) med at arrangere de sociale arrangementer. Og da der er mødremiddag her senere i september, ville det jo være alletiders chance for 'den nye mor' at blive integreret - og lære os andre at kende. Så nu får hun et lille brev med hjem idag med en indbydelse og kontaktoplysninger, så hun har en mulighed for at deltage - idag er sikkert en stor dag for dem. Første dag i en skole fyldt med traditioner og regler - og en hel klasse, der allerede har kendt hinanden et år.
Jeg er simpelthen så træt for tiden. SÅ træt. Når jeg vågner om morgenen har jeg mest lyst til at vende mig om og lade verden være verden, men uden min deltagelse. Måske er det job? Tanker om fremtiden og stress. Jeg ved det ikke – men det er ikke sjovt.

Er der nogle der kender nogle gode mennesker på hhv. KU (SUND eller andre fakulteter), CBS eller andre større uddannelsessteder i KBH. Så send kontakten denne vej. Jeg står jo op – hver morgen og slæber mig gennem dagen. Men ville gerne kunne gøre noget mere for at ændre situationen….

mandag den 26. august 2013

Stof og stil

Jeg har altid haft en ting jeg gjorde. Fuldstændig uden noget formål andet en for sjov, for mig selv og som skyldig glæde. Jeg går i stofbutikker. Jeg kan ikke sætte ord på det, men jeg knus-elsker stof butikker, og hvis det var ikke var fordi jeg ingen evner har ville mit største ønske være at lave noget med stof - hele tiden.
Jeg er vokset op med en mor, der syede. Hele tiden. Alting. Jeg havde altid hjemmesyet tøj (eller Nærgaard på Strøget for børn - som fanme ikke var hipt i slut 70'erne-start 80'erne)... Som barn hadede jeg det - og måske er det derfor jeg simpelthen ikke ejer evner i den retning. Da jeg tog den vildeste afstand fra ligepræcis syning og den slags sysler - hele min barndom og ungdom. Mit værste fag i skolen var 'håndarbejde'... Adddrrrkkkk. Men jeg elsker det jo - i det skjulte. Jeg kan godt lide at brodere (noget jeg heller aldrig gør, for hvad skal jeg egentlig bruge det til...) og så elsker jeg som sagt stofbutikker. Jeg kan bruge timer på at gå og mærke, lade stoffet glide gennem fingrene og drømme om hvad det kunne blive til (som ikke er meget, for jeg har som sagt ikke så meget kreativ fantasi i den retning).

Men... jeg tror jeg vil lave om på det. De manglende evner, den manglende fantasi. Det er for skørt at jeg ikke selv kan gøre noget - at jeg ligesom ikke kan komme videre fra bare at stryge hænderne over stoffet i butikken. Og ose.

Så hvis der er nogle, der er gode til at sy - og har en udpræget trang til at lære fra sig. Så giver jeg kagen, kaffen og sådan noget - og selvfølgelig de 'sy-ting' (ja, jeg sagde jo jeg ikke er ekspert), der skal bruges...

Loppis - og afslag

Jeg fik afslag. På et drømmejob i fredags. Jeg har ikke skrevet det mindste om det herinde. Jeg turde ikke. Jeg havde søgt før sommerferien og blev kaldt til samtale. Og det var simpelthen som at komme hjem! Jeg var den sidste af to – og selvom jeg fik den dejligste feedback ved afslaget havde de valgt en med ’lidt mere hands-on erfaring’. Ok. Fair nok. Men hold op hvor var jeg ked af det fredah. Som i virkelig ked af det. Men det gode er, at jeg har fundet ud af, at der findes arbejdspladser efter mit hjerte. Det var så skønt at tale med dem – og vores værdier, holdninger, ideer og livssyn var fuldstændigt in-sync (som de unge ville sige). Det var så fedt. Og trods afslaget har jeg brugt weekenden på at holde fast i den følelse. Af at dr er noget derude for mig. Søndag mødtes jeg så med en af mødrene i Ms klasse, som er noget ved noget job-konsulenteri. Hun har hjulpet mig meget med at afklare hvad det er for en retning jeg skal i. Og vi fejrede (med iskaffe og sol på Vesterbro) at jeg åbenbart ikke er helt skæv. At jeg kunne passe ind. Det de sagde i feedbacken var, at de synes min personlighed og også min faglighed ville passe perfekt ind i afdelingen. De havde fået et rigtig fint indtryk til samtalen og de ville til enhver tid have valgt mig, hvis de ikke lige havde fundet en med stor erfaring. Så…. Jeg har aftalt med min jobkonsulent-veninde at jeg bider tænderne sammen. En tid. Mens jeg får den her nuværende arbejdsplads på CV’et – et sted hvor den gør sig enog rigtig godt. Og prøver at se om jeg kan holde det ud til sommer, men jeg ligeså stille søger imens. Ikke med spredehagl eller meget – for det kan jeg ikke holde til længere. Sidste halvår var et helvede med ansøgningsskriveri hver aften efter en hård arbejdsdag. Men ligeså stille. Tage fat i dem jeg kender, de steder jeg har tillid til. Afvente og se om der ikke skulle vise sig en åbning. Og så have næste sommerferie som deadline. Jeg prøver! Jeg er så ovenud lykkelig for, trods sorgen over et nej, at jeg fandt et sted at kunne være. Et sted hvor mine skuldre faldt ned – og jeg ikke længere følte en ubehagelig grundangst i maven. Men ro – og lyst til at tage kage med om fredagen. Med den udvej at jeg kan sygemelde mig eller sige op på stedet, hvis det bliver ved – eller bliver værre og uudholdeligt.

Nå, men fredagen var jo hård at komme igennem arbejdsdagen på – efter de ringede klokken 12. Men heldigvis gør ungerne jo det altid muligt at få det lidt på afstand. Og vi kørte planmæssigt efter fredagsslik i ’en butik hvor de kun har slik, mor’. Som de sagde. Meget slik fik vi. Meget. Og de så Disney og jeg faldt i søvn på sofaen. Til gengæld fik jeg så løbet lørdag morgen inden et dejligt morgenbord med blødkogte æg, kaffe, avis og hygge. Vi fik handlet til ugen og ungerne legede (!!) med barbie helt selv indtil jeg blev rastløs omkring klokken 13. Så gik vi en tur på kastellet. Jeg elsker kastellet og jeg elsker at vi kan gå derhen. Jeg gik en tur rundt på den øverste stjerne hver dag dengang jeg havde M i maven. Jeg elsker det sted. Og lige der er jo Toldboden. Det var meningen at ungerne og S skulle have en is – men det endte i mad, vin og langstrukket hygge og stirren på vandet med idylliske børn der bare legede og løb rundt imens. Det var tiltrængt for sjælen og en af den slags eftermiddage, som man bare ikke kan planlægge. Men solen skinnede, hvidvinen kølig og maden sjældent fantastisk. Åh…
Nååå ja, det blev også til is! Først faktisk - indtil maden og vinen fristede.


 
Søndag havde jeg løbet inden 7.30. Jeg må være ved at være gammel. Jeg vågnede af mig selv, som den eneste og fik en lyst til at løbe (ok – både gammel og syg). Og så drog familien på loppemarked i Nøddebo. Aldrig har jeg da set så mange mennesker (læs: pensionister) løbe så hurtigt efter ’gammelt skrammel’. Men det var nu super hyggeligt. Og for medenst 100 kr. fik jeg en kartoffelmos-moser, af den rigtige slags (den kostede 5 kr… jamen), en molo jakke til C, en masse småtøjs-ting til M, en bog, en barbie motorcykel med batteri (5 kr. igen…!) og en prinsessebog, som C valgte. Det var et af de billige loppemarkeder, der alligevel havde rigtig fede ting imellem (hvis man kunne se dem for mennesker!). Og desuden var der en skøn græsplane med kig udover søen (hvilken sø det så er – i Nøddebo), hvor man kunne slikke sol og tanke nye kræfter inden man gik ind i løvens hule igen.
 
Roskildeeeeeee!!!! Nå nej bare horder af pensionister der kæmper for at komme ind til
Vi var til sidst nødt til at køre hjem – M skulle til klassefødselsdag på Vesterbro. Og efter en skøn steg til aftensmad var den søndag ligesom gået. Og det var tid til et par timer ’Breaking Bad’ inden… ja inden hverdagen starter igen. Jeg bider tænderne sammen – og har en dør på klem. Det skal nok gå!

fredag den 23. august 2013

Så er det weekend

Og der er vel ikke så meget og sige ud over det. Arbejde - tja - jeg overlever. Har udviklet mig en (god) strategi for at være der. Midlertidig. Sådan kan det jo ikke blive ved. Som en god kollega sagde; du er nødt til at tage en maske på, når du er her. Og ja, det gør jeg så. En åhhh så falsk maske - og det kan jeg ikke blive ved med. Sådan noget dur jeg ikke til. Men for nu giver det ro. Og ro har jeg brug for - i hovedet.

Weekenden starter om 7 timer. Sharp. Med tur i candy world. Disney sjov og hygge på sofaen. Og lørdag er helt blank. På én gang voldsomt angstprovokerende (jeg har aldrig blanke dage, hverken hverdag eller weekend) og forløsende dejligt. Eller... jeg skal vel skrive ansøgninger. Har bare virkelig svært ved at finde energien. Søndag er der loppemarked i Nøddebo - og M skal til fødselsdag på Vesterbro ved en klassekammerat. Sådan er det. Glæder mig.

Nu - morgenmad. Som skal udnyttes - fredagens morgenmad er en af de få positive ting, der er at sige om mit job. At man så ikke spiser sammen, men henter maden i kantinen og så arbejder foran computeren imens der fyldes lune boller i hovedet. Ja - det siger ligesom bare resten!
Overlevelse
 

mandag den 19. august 2013

Chok


Jeg er begyndt at spekulere på om det der arbejdsmarked er noget for mig. Efter fredagens chok-samtale med ny chef har jeg her til morgen talt med min counsellor (som er ens … HR-kontakt, som også er faglig kontakt indimellem – lidt rodet. Sådan er det). Nå, men jeg blev om muligt bare endnu mere i tvivl. Der blev sagt ting som ’hvis du ikke vil forfremmes, kan det jo være du slet ikke skal være her’, ’enten vil man en karriere ellers vil man sin familie’… Og som svar på min forsigtige melding, at det måske var lidt sort-hvidt – og at jeg mente, der kunne være grå nuancer imellem, altså at man gerne ville arbejde OG have en familie, blev der svaret ’at det kan jo ikke lade sig gøre’, ’det er din holdning, det er galt med’, ’din chef XX kan med rette forvente at du tager dig sammen og viser dit engagement’, ’ du har ikke sendt nogle email om aftenen i de 14 dage hun har været her, så hun kan ikke se at du arbejder engageret’ [WHAT – 1. jo jeg har sendt email om aftenen, til de relevante medarbejdere. 2. At sende emails om aftenen er den måde man viser sit arbejde på? Hvad nu hvis jeg er her 8 timer dagligt – om dagen….? 3. Hvad???? ]’den email du sendte (se her) var bestemt også fjentlig’ (??? – that I still don’t get), ’nu har du en måned til at bevise, at du er på hendes [nye chefs] hold’… Skal jeg bevise det? Okay – men hvad med at komme ind som ny chef og se på folks kompetencer og arbejde. Jeg har endnu ikke arbejdet sammen med hende på nogle som helst opgaver – men jeg er stemplet. Heldigvis har jeg en anden ’chef’ – som jeg lige nu arbejder for. Der er tilfreds – og chokeret over udviklingen. Desværre er hun ikke i en position til at gøre noget. Andet end råde mig til at skynde mig væk.
Men indeni sidder der jo en lille stemme og siger ’du dur ikke’, ’hun har ret – du er jo nok elendig’, ’nej, du passer ikke ind på arbejdsmarkedet’, du er forkert’… fortsæt selv i samme retning. Jeg har tænkt det!

Jeg ville egentlig have skrevet om en weekend, hvor jeg nød familien. Vi så ironmænd (og damer) slide sig halvt ihjel op af strandvejen, jeg fik læst en halv roman, bagt pina colada –cupcakes, spist selvsamme, spist hyggelig middag hos dejlige venner på Vesterbro med både deres og vores unger, og glemt (så godt som muligt), at arbejdet hænger i laser og glæden har gemt sig så godt, at jeg ikke længere kan få fat i den. Men nu er det mandag – og virkeligheden tilbage.

fredag den 16. august 2013

Tiltrængt weekend

Jeg har simpelthen haft den værste dag. Efter en dag i går hvor vi både satte M i skole, fejrede det på La Glace med kage og varm chokolade, og jeg var til en mindeværdig aften i Mindelunden med LC, hvor vi hørte om frihedskæmpere og massegrave. Men også en dag hvor S og jeg skændtes for første gang længe - og jeg følte mig helt alene i verden da jeg gik i seng.


Klar parat skolestart

Der stilles op i rækker som de gør hver morgen - for at alle kan hilse på rektor på vejen ind.

Tale fra rektor... spændende!

Pigen fra 1. klasse på La Glace - vores nyopfundede første-skoledags-tradition. Ellers har det jo været en efter-tandlægebesøg-tradition

Nå, men jeg står så op idag. Til C som har en rigtig dårlig morgen med utilfredshed og brok (og sådan er hun jo aldrig... stakkels hende, hun må have været virkelig træt). Og til en dag hvor jeg (altså vi i afdelingen) bliver præsenteret for ny forretningsplan af nye chef på arbejde. Som har været der nu 2 uger. Hvoraf jeg har været tilbage fra ferie 1 uge. Og hvor hun kalder mig til samtale omkring min 'attitude' da jeg ikke ser (citat) begejstret ud ved præsentationen... (???) - øh men jeg så jo heller ikke ikke-begejstret ud, eller?. Efter lige at have fået ros fra anden chef for at holde ud i en svær tid (lang historie - men vi er gået fra 9 til 4 medarbejdere i afdelingen i samme periode), så mener hun, at når jeg har bedt om nedsat tid (32 timer... 5 timer mindre altså) giver det hende et signal om, at jeg slet ikke gider være en del af hendes team. At jeg ikke vil være med - og at der skal ske ændringer, hvis jeg skal være en del af teamet (trussel... anyone?). Og sp havde jeg sendt en fjentlig email... Jeg citerer hermed email: Hej. Som sagt har jeg desværre ikke email adressen på (XX), men jeg har den på (YY): YY@HH.dk. Mange hilsner. Der var to modtagere på emailen - og den anden modtager har efterfølgende (heldigvis) bekræftet at hun ikke opfattede den som fjentlig, men som en hurtig besked efter en længere korrespondance. Det var det også... Nå... Men hold nu op. Det bliver bedre og bedre (ja, det er ironi)... Nu er jeg så blevet bedt om at bruge min weekend på at tænke over om jeg vil være en del af teamet. Til stor overraskelse for mig - og mine nærmeste kolleger. Jeg håber ikke at familien tager skade af ekstra salt i maden - med alle de tårer der blev grædt under dække af løg-øjne. Lige midt i aftensmaden.

Nu er det fredag. S og jeg er vist ok igen - skal selvfølgelig arbejde på det. Men det føles rigtigt i maven. Vi venter på Disney med dyner og slik i sofaen. Og katten sover - efter dagens sterilisering og ørechipning. Weekenden venter. Hvor jeg ikke skal tænke 'på min fremtid i virksomhed', men skal bage pina-colada-muffins (som jeg har fundet her) og ses med dejlige venner. Og måske søge et job eller to. Det tror jeg.

onsdag den 14. august 2013

Hverdagen


Nå. Umiddelbart måtte jeg ikke gå ned i tid – fordi – ja, jeg ved det ikke. Fordi min arbejdsplads fokuserer meget på, hvor meget potentiale jeg har. Og tak for det. Det er da selvfølgeligt dejligt at vide. Men det bringer bare ikke en forståelse for mine ønsker- og min vinkel. Fint at jeg har potentiale, men skal vi ikke blive enige om, at det er ’mit’ potentiale – og mine ønsker godt kunne tages ind i fokus. Nå, men ja… Jeg arbejder videre på sagen. På den anden side bliver jeg nu sendt på kursus i Utbreckt (tror det er Holland…) omkring due diligence og menneskerettigheder. Og det vil jeg da VILDT gerne. Halli hallo. Men 32 timer om ugen ville nu være fint. For familien og mine mål om en langsommere (læs: mere børnevenlig) hverdag.
I morgen skal M starte i 1. klasse. 1. klasse du! Så er det rigtig skole – i børnehaveklassen (undskyld, 0.klasse hedder det nu) er det jo bare noget vi leger, det der skole. Nu er det rigtigt! Hun skal i 1.Christian den 10. Jeg er ret vild med at klasserne ikke har bogstaver (som i 0.a), men i stedet benytter historiske vigtige figurer. I anden klasse er det fx 2.absalon. Nå, men hun glæder sig. Og jeg glæder mig. Og er spændt! Hvor er det vildt – det er jo ikke ret længe siden at vi kom hjem fra rigshospitalet med hende. Og stillede autostolen på spisebordet og tænkte ’hvornår fanden kommer der en voksen og tager over’…. Nu har vi et barn i 1. klasse – men jeg føler mig ikke rigtig mere voksen end for 7 år siden. Hun skal møde klokken 11 – og sikkert være der et par timer (sammen med forældre) – og så skal vi på hygge-shoppe tur. Bare mig og hende. Lille C skal nemlig ikke hentes i børnehaven (rettere ved bussen), men ud til hendes gode ven Ferdinand. Og jeg skal til ladies circle klokken 17.30 – det giver en god dag til cafe, shopping og ’stor-pige’-ting for den nu store skolepige. Yayyy – jeg glæder mig.

mandag den 12. august 2013

Drømmenes land



Ikke så stor - men nok til timevis af leg.

Lille C - indførte middagslur i skyggen. Åh det var livet.


De vigtigste i Rhodos gamle by.

To tosser, der havde så meget glæde af hinanden (når de altså ikke var ved at slå hinanden ihjel...). Træerne vokser ikke ind i himlen - heller ikke i ferien.

Sopper

Elsker græsk og slidt hygge.

10-4!



Tøserne på tur.

Smukke smukke Lindos.




På Lindos (i Lindos?) fandt vi den fedeste lille restaurant, der viste sig også at være et hotel på bjergsiden med 9 værelser - og skøn loungestemning - med hvidt i hvidt. Der kommer vi tilbage til når ungerne er så store, at de ikke længere vil med. Så skal jeg nyde ovenstående udsigt og en god bog - i ro og fred. Elsker at finde den slags små perler.



Hotel-restaurant ved vandet.

Puha - det var varmt at gå op på bjerget (aka bakken) og se på ruiner. Specielt når man lige har været køresyg. Men smukt og dejligt var der.

Børn i skyggen.


På hjemvejen fandt vi en dejlig strand. Som ligger der, hvor vandet er for voldsomt til at bade - og dermed er der ingen turister, men sand, sand, sand - og skønhed så langt øjet rækker. Og smukke sten.

Tsambika beach - var himmelsk

Jamen prøv lige at se et smukt barn, som vi har lavet.


Vandleg er bare sjovere når vandet er godt 26 grader.




Vi er på tur - og ser på sommerfugle. Der var så mange, så jeg faktisk begyndte at synes de var ulækre. Sådan har jeg det egentlig ellers ikke med sommerfugle - men jeg har åbenbart en grænse (ved et par millioner i antal!).

Der samles smukke sten og konkylier - igen. Vi har (mange) med hjem.


Endnu et smukt barn - som vi har lavet. Det er da helt utroligt.

M lærte at stå på hænder i vandet - fantisk havde hun vandet mere under vand end over.



Mine

ja - iphone er fantastisk redskab til at sikre ro og fred, så forældrene kan drikke deres vin og nyde stilheden (og cikaderne) imens.

Hold nu op - jeg savner vores sene aftner på terrassen mens ungerne sov - gode drinks og kærestehygge. Vi kom så langt ned i gear, som jeg sjældent kan huske vi har været.

Udsigten fra terreassen.



Vi vil ikke hjem... nogensinde!