onsdag den 22. marts 2017

Solen skinner - og dagen startede med dans

I dag er en skøn dag. Det kan i hvert fald kun blive en god en af slagsen (siger jeg med fare for at jinxe det). Dog var det lige rigeligt tidligt, at de vågne timer skulle starte 4.34 – og det var på ingen måde ungernes skyld. Den skal de ikke have. Det var bare mit hoved, der spekulerede som en gal. Og alle de faste strategier jeg har, når tankerne går speed-amok virkede ikke. Heller ikke den med at ligge på en blomstermark og mærke solen og lytte til græssets brusen.

Nå, men da så de to andre, der er hjemme i husstanden (Steffen hygger sig jo i Prag) stod op stod den på hjælpsomme børn, ingen morgensure miner (that’s a new) og dans i køkkenet med den lille radio skruet op til max (undskyld overbo - og undskyld skole, når Caroline kommer idag og synger 'Fuck you - fuck you very very much'...). Da vi gik hjemmefra var solen med os og den skinnede, som om den netop havde fået løn. Og jeg opdagede, at jeg i allerhøjeste grad mangler et par ordentlige solbriller. Eller bare nogle, der ikke er blevet skæve og ridsede.
Tyvstjålet på internettet - ring hvis jeg skal lægge den tilbage.

I eftermiddag kommer min mor et smut forbi og tager med os til svømning. Det er altid hyggeligt, omend alt for sjældent, at hun kigger forbi, uden at der egentlig er en grund (sådan som fx pasning eller den slags) til det. Og i aften er der Homeland – hvis jeg kan holde mig vågen.


Jeg har også fået lidt styr på det hele siden min klagesang i sidste uge. Der sker en masse gode ting. Jeg kan ikke sove for det – men det er alt sammen godt. Det er bare anderledes. Og så er jeg nu engang indrettet således, at jeg lige skal have det lagt i de rette kasser. Og de kasser skal jeg lige have lavet oppe i hovedet. Der er desuden en masse helt vildt skønne planer for de næste dage, uger – teateret med Steffen, hvor vi skal se Hübberiet (det er altid godt), forældre-vin hos søde mennesker, fra Margrethes klasse, Steffen kommer hjem, fødselsdagsfejring og så skal jeg overtage Red Barnets City instagram-profil de næste uger. Og alt det andet. Og solen skinner. Og jeg har fået fyldt potterne i gården med latyrus. 



onsdag den 15. marts 2017

Hovedet op og benene ned

Jeg synes faktisk normart, at vi har en rimelig rolig hverdag. En hvor der er tid til at følge pigerne i skole om morgenen, og kommer hjem igen om eftermiddagen inden det bliver så sent, at begrebet ulvetime er noget vi skal forholde os til. Der er både tid til at bruge tid på lektier og hygge. På at gå langsomt gennem Holmens kirkegård og nyde alle de forårsblomster, der piblede frem tidligere på måneden – og nu fylder alt i en kæmpe farveeksplosion.  Tid til at have tid til langsommelighed (de fleste morgener) og til at det i hvert fald ikke er stress og jag, der vælter læsset. Kun en dag af gange – sådan vil det nok altid være. Nogle dage kræver mere koordination end andre. Og ganske ofte er det fordi en af os skal noget, som faktisk samtidig er hyggeligt og skønt.

Men denne uge. Den må gerne slutte nu. Jeg synes jeg er bagud. Hele tiden. Og måske er det mest noget der foregår i mit hoved (det er ofte der travlhed sidder hos mig – sjældent i virkeligheden), men jeg kan simpelthen ikke se mig ud af det. Og vi har reduceret familien til et ’når far kommer hjem er mor lige gået’-sted. Og jeg bliver endnu engang mindet om, at sådan vil jeg helt generelt ikke leve. Det er helt fint at denne uge er hård. At skuldrene sidder helt oppe under ørerne, og at vasketøjskurven er eksploderet (i farver – men knap så fint som forårsblomsterne). Men det skal være en undtagelse. Og det er det heldigvis også – selvom jeg synes resten af marts ligner denne uge, når jeg kigger gennem kalenderen.


Jeg har fri (forhåbentligt) i morgen. Jeg tror jeg skal til yoga. Jeg skal glo ud af vinduet. Læse en bog. Se ’Big Little Lies’ og hente tidligt. Mest af alt skal jeg have ro i hovedet. For jeg mistænker egentlig, at en del af det her (syrlige) opstød handler om, at der er uro i mit hoved. At jeg ikke kan se klart. Og så føles travlheden hjemme meget værre.


tirsdag den 14. marts 2017

Snik snak, en anbefaling og store køkkenrelaterede frustrationer

Så er jeg her igen. På sådan noget arbejde, der trækker ud muligvis det meste af natten. Men her er Quality Street, Irmas brownie, vin, vand og matadormix. Så det går.

Jeg har forøvrigt lige set "Løftet" på DR2 - hold nu op en fantastisk dokumentar. Den giver ikke de helt store håb for troen på (det amerikanske) retsvæsen. Se den - den ligger lige her (afsnit 1 er udløbet, men hvis man er hurtig kan man lige nu afsnit 2 og 3). Jeg hælder til at tro at den tyske (nu aldrende) ungersvends eneste forbrydelse var, at forblændes af kærlighed i den helt forkerte pige. I den forkerte delstat.

Og så er jeg fuld af undring - over køkkenfirmaer. Nu har vi efterhånden været hele runden rundt og udtrykt god vilje til at lægge mange mange (rigtig mange, synes jeg faktisk) penge i deres biks - og alligevel mødes vi kun af træghed, modvilje og generel dårlig service. Vi har brug for inspiration til at få tegnet køkkenet, da vi har nogle særlige vinkler og en skorsten placeret lige midt i det hele. Ja, vi kan godt tegne noget selv. Og har også tegnet det. Og tegnet det igen. Og igen - men ingen løsning virker helt optimal. Men nu er det jo heller ikke vores spidskompetence, som man må forvente det er for et køkkenfirma. De tegner tusindvis af køkkener, men alligevel møder vi 'kan I komme med en tegning'... øh bø... og når vi kommer med en, hvor der ligesom skal tænkes kreativt er der bare stille. Helt seriøst, tænk hvis der rent faktisk var et firma, der sagde 'hør her - skal vi ikke prøve at tegne noget' og 'nu skal I bare se hvilken smart løsning, der lige kan findes på udfordring 1, 2 og 3, fordi vores firma har lige det her skab/dims/plade, som I aldrig selv havde fundet på'. JO - så ville de fan'me næsten have solgt et køkken bare sådan. Nå, men vi må åbenbart selv tegne videre - indtil vi, i et anfald af kreativt gennembrud, finder præcis den rigtige løsning. Og så må vi hente det i IKEA.

Tegner køkken - igen :-) eller noget.



mandag den 13. marts 2017

Noget om syge børn, sol og fluer

Var det solskin i går? Jeg var ikke ude for en dør overhovedet. Jo – jeg gik ud med skrald og jeg hængte sengetøj op udenfor. Og se, der er forklaringen på, hvorfor jeg ikke rigtig var ude. Sengetøjet og vask af selvsamme. Vi havde nemlig en syg datter, der kastede op hele natten og hele dagen – faktisk stadigvæk da vi igen skulle i seng. Nu er det sådan med hende at hun er verdens bedste til at være syg. Hun kaster aldrig op på noget. Så sengetøjsvasken var mest for at hun kunne have noget rart og rent at ligge i hele tiden – det er nemlig noget af det værste. At være syg i nusset sengetøj.

I morges, efter endnu en nat med for lidt søvn, stod hun dog op og var mærkbart friskere. Så nu har hun lige en rekonvalescent dag – inden hun insisterede på at komme i skole igen i morgen.

Jeg drikker kaffe på arbejde. Og løber rundt i cirkler over alt det jeg ikke har nået. Det går nu nok – og jeg har en massagetid lige om lidt. Det er dejligt og tiltrængt.

Jeg kan se at solen skinner (igen) udenfor – og det gjorde den også i lørdags i Sønderborg, så man skulle tro den blev betalt for det. Og lige der fandt jeg ud af, at jeg i den grad mangler solbriller. Jeg synes det er vildt svært at finde solbriller. Det er sådan en regel (desværre) hjemme hos mig, at har de været dyre – så sætter jeg mig på dem. Har de været billige går de bare i stykker af sig selv. I begge tilfælde mister jeg jo altså solbrillerne. Og så har jeg samtidig et meget lille hoved – og det gør det lidt svært at følge dagens mode med store 60’er-agtige briller. Jeg ligner mest af alt en bi, hvis jeg ifører mig sådanne.




lørdag den 11. marts 2017

Den kærlighed - når hjerte ikke rimer på smerte

Jeg har idag siddet 8 timer i en bil. Fordelt over to ture, bevares. Men 8 timer, mand! Av min r.ø.v. I sådan en bil kan man både nå at synge med på alt muligt. Snakke med sin mand længere end vi har gjort længe. Og så kan man nå at tænke. Og jeg har tænkt på kærlighed. Og alle de faser kærligheden - den romantiske af slagsen - kan antage over sådan et liv. 

Det starter jo gerne med de utallige dødsensalvorlige teenageforelskelser. Dem der betyder liv og død. Dem hvor hele verden udenom ikke forstår. Og hvor det eneste (ENESTE) der betyder noget er den kærlighed. Som livet ikke kan leves uden. Indtil det kan. Leves uden.
Og så er der de første kærester, hvor det skulle være for evigt på sød/tøs-måden. Knap så meget liv eller død-måden, som i de første teenager-tider, men mere ''vi-leger-voksen-metoden'. Roser er røde, violer er blå og alt det. 

Så kommer den rigtige ene - og så den næste ene. Og ganske ofte også den næste eneste ene. Vi leger, og bliver mere voksne og knap så dramatiske. Men ikke mindre forelskede.

Hvis man er heldig kommer den rigtige rigtige så forbi. Ham har jeg mødt. Og har idag sludret med næsten 8 timer i en bil. Og holdt i hånden henover Fyn. Den kærlighed er den der store forelskelse. Altså i første fase som minder om den eneste ene version et, to og tre, men som alligevel holder til næste fase.

Her flytter man typisk sammen på kollegieværelset eller den lille snuskede lejlighed med bad i kælderen. Den første lejlighed, der senere i livet antager et fuldstændigt lyserødt og magisk skær. Også selvom der i virkeligheden var ret koldt og fugt i hjørnerne. Og en træls udlejer, der var ligeglad med om køleskabet virkede. 

Årene går og kærligheden afløser den akutte forelskelse. Man opgraderer lejlighed, hus, måske endda en bil og ferierne bliver mere luksuriøse end de tidlige backpackerture, hvor kærlighed og kildevand udgjorde hovedbestanddelene. Eller turene hvor 'hotellets standard jo ikke betyder noget, for vi er der jo aldrig' (aka vi har kun råd til en enkeltseng og bad på gangen). 

Man bliver en form for enhed som udvides med børn, hund, kat, hamster eller bare husedderkopper. Ens liv er fuldstændig viklet sammen.

Her er vi. Steffen og jeg. Og jeg har elsket hele turen. Også de mange ture væk fra planen. Detours, omveje og smutveje. . Og nu glæder jeg mig til kærlighedens næste faser.

De faser, hvor børnene bliver store. Der igen bliver plads til de glimtvise teenage-forelskelser, nu bare med den forskel, at vi kender hvert hjørne af hinanden og forelskelsen blandes med kærlighed og historie - og knap så meget med 'hjerte-rimer-på-smerte'.


Vi bliver ældre sammen og nye muligheder opstår. Voksne børn, børnebørn og os to gamle - sammen. Vi er slet ikke i nærheden af slutningen på kærlighedens vej. Og jeg glæder mig fortsat til at se hvad turen byder.

Er det ikke snart sommer?

torsdag den 9. marts 2017

Skiftedag på Parkgade

Så er det snart weekend. Og denne weekend bliver lidt speciel. Vi skal nemlig til Sønderborg. Og det er der jo som sådan ikke noget spændende eller specielt ved. Men det er både spændende og melankolsk for os. Vi skal nemlig sige farvel til en epoke (okay, det var vist lidt vidtløftigt) i vores liv. Der er nemlig nogle søde mennesker, der har købt vores hus. Efter at vi har haft det stående til leje (og som en mental klods om benet - og økonomien) siden vi flyttede fra området i 2011. Det er længe. Det er virkelig ret mange år, når man tænker på, hvor meget der er sket i livet siden. Det har dog været en konstant. En konstant baggrund af bekymring og usikkerhed og kilde til manglende nattesøvn. Ikke hele tiden, bevares. Men ind imellem mere eller mindre over alle årene.

Caroline husker intet fra huset. Hun var trods alt kun 1,5 da vi flyttede derfra, men Margrethe har enkelte ting hun kan huske. Hendes værelse. Haven. Køkkenet og terrassen, der ligesom smeltede sammen om sommeren. Det er også det jeg husker bedst. Selvom jeg nu husker det hele. Også de ligegyldige detaljer, som at man tændte den udendørs belysning foran huset i børneværelset på første sal på bagsiden af huset. Sådanne fuldstændig ligegyldige detaljer.
Margrethe i haven - på Parkgade 10

Det bliver ikke nødvendigvis en fest at sige farvel. Det bliver vist mest bare mærkelig og giver mindelser om et andet liv. Et liv vi kunne have haft. Nu har vi det her liv. Som jeg ikke vil bytte for ret meget. Men alligevel var det jo også et helt fantastisk liv, der kunne have været. Hashtag splittelse.

Jeg har vist tidligere skrevet en del om det her.
Godt at holde havefester i - både Steffen og jeg fyldte 30 med stor festivitas i den have...



onsdag den 8. marts 2017

Tirsdags-TV

I går var det tirsdag. Og lige for tiden er tirsdag min all-time high, når det gælder (flow-)tv. Og en ekstra bonus var, at jeg var alene med ungerne det meste af aftenen (og de sov jo bare), så jeg ikke behøvede at retfærdiggøre mit ugentlige luksusfælde-fix (som Steffen anser for aldeles fordummende og ligegyldigt – ham om det 😊). Men tirsdag på TV3 og DR er altså fantastisk. Aftenen starter klokken 19 med familiehygge foran alteret, der viser ’Masterchef’. Jeg lapper det i mig, trods det jeg ikke kan finde på ret mange ting, jeg synes er kedeligere end selv at lave mad. Men jeg elsker at se på, at andre laver mad. Specielt når det er god mad – og der er lidt drama smidt i gryden. Eneste bivirkning er, at jeg bliver så pokkers sulten – også selvom programmet er placeret lige efter aftensmaden. Fokus på mad går direkte over i fokus på finansielle tømmermænd. I hvert fald for dem i kassen. ’Luksusfælden’ er på 11. år fantastisk. Og i går var ingen undtagelse. Og det var en af de få afsnit, hvor jeg ikke hidser mig op på deltagerne (åh – the joy at sidde trygt bag skærmen og forarges 😊). De gik til stålet og solgte ud, fulgte aftaler og var aldeles pro-aktive. Hvilken var en sjælden luksus i et ellers ret nedslående billede af de gældsramte familier. Herefter kommer DR på banen – hvilket dog må streames, da de, uden at rådslå sig med mig (tsk tsk!) har fået lagt ’Gift ved første blik’, så det overlapper med ’Luksusfælden’. Slet ikke ok – men så kan man låne – og altså her streame. Aftenens afsnit i går var sådan lidt små-kedeligt. Men det betyder jo ikke, at jeg kan gå glip af det. Nu afventer jeg med spænding Miriams recap – der ganske ofte er væsentlig sjovere end selve programmet.

I dag er der anderledes opbyggelige aftenplaner. Nemlig først kunst-udstilling på ungernes skole, hvorefter jeg skal til yoga. En kontrast til i går – men det er nu nok også sundt nok. 

torsdag den 2. marts 2017

Jeg tænker på #6

  • Hvor længe kan holde mig vågen i dag. Jeg skal være på arbejde indtil… 4 måske… I hvert fald indtil nattens forhandlinger afsluttes.
  • At jeg er ved at sprænges over hvor fedt mig liv lige nu er. Jeg har netop drukket morgenkaffe (en af de bedste her) med en fantastisk veninde. Vi gør det en gang om måneden inden arbejde – og tænk engang at have den mulighed.
  • At jeg skal sove i morgen. Men også spise slik og kigge på en genbrugspels på Nørrebro. Er pels mon mig?
  • Hvor dejlig min mand er. Han kører på arbejde i morges fra en let skumlende kone-type, der er urimelig sur over at det regner (for det er jo selvfølgelig hans skyld, at jeg skal aflevere børn på cykel – i regn. Not). Og så ringer han halvvejs fremme og spørger om han ikke skal komme hjem igen og aflevere ungerne! Og så holdt regnen op inden jeg skulle køre.
  • Hvor lækkert det er, når gulvvarmen virker. Jeg får sådan lyst til at lægge mig til at sove midt på gulvet.
  • Hvorfor der ikke kommer nogle og siger ’det her er et fedt køkken’. Det kommer vi og laver – og du behøver ikke tage stilling til valg af låger, fliser, køleskab og bordplader.
  • Hvor skide sjove mine børn er: 





tirsdag den 28. februar 2017

Hokus pokus mig i fokus

Det er ikke hver dag efterhånden jeg er herinde. Det kan jeg godt se. Men der sker så meget ude i det virkelig liv – og det kniber med lysten til at skrive det ned. Det er egentligt ærgerligt, da jeg elsker at se tilbage til gamle indlæg, når det mere eller mindre har dagbogsformat. Altså hvor jeg, som i en dagbog, kan se tilbage og huske alle de fine ting, store som små, der sker i livet. Men det dur jo kun, hvis man lige har lysten til at dokumentere det.

Nå, men hvad er der sket siden sidst? Altså det har jo for eksempel været vinterferie. Det betyder, vanen tro, at ungerne starter med at bruge nogle dage hos min mor, mens Steffen og jeg arbejder. Og nyder det med at være børnefri efter arbejde. Hver år er det jo også sådan, at Dining Week falder lige samtidig og i år blev det til hele to kæreste-aftner. Jeg elsker den slags aftner, hvor vi (trods kulde) går hele vejen ind til restauranten og bagefter går, lidt mere usikkert på fødderne efter vinmenuen, går hjem igen. Det føles næsten som ferie – selvom dagtimerne jo overvejende går med arbejde. Vi har også holdt ferie sammen med ungerne – sådan noget med at være hjemme, tage på museum og i biografen. Og så har vi bagt virkelig mange kager. En om dagen faktisk – hvilket vel godt kunne være forklaringen på, at mit tøj krymper for tiden. Og det er ikke rigtig som om, at min yoga praksis (synes stadig det lyder så højtideligt og mærkeligt at kalde det 'praksis'...) hjælper på formen. Måske fordi min fredags fridag (hurra!) ret typisk går med meget meget stille og meditativ yoga i et par timer her, hvor det 'ikke må være hårdt' og derefter kagespisning, boglæsning og daytime tv resten af dagen indtil det er tid til fredagsslik og x-faktor.

Nå, men så har det været fastelavn siden sidst jeg var her. Og vi har haft sne (i hele to dage - med lidt hiv og sving på anden dagen, men hvis man ikke var mudderforskrækket kunne kælkning lade sig gøre). Og vi har haft en forstuvet hånd, der krævede skadestuebesøg midt om natten – og ikke mindst en gulvvarme, med hul på (prøv ikke det hjemme - dårlig ide). Nu er det så pludselig blevet almindelig hverdag. Der kommer nogle og fikser varmen idag. Og i morgen er det marts. Og marts er jo forår, så på den måde er gulvvarmen forhåbentlig snart alligevel overflødig. Det bliver godt. Marts måned ser virkelig godt ud i år. I hvert fald i kalenderen. Hold nu op, der skal ske mange spændende, dejlige og fantastiske ting. Men mere om det senere (måske – nu skal jeg vist ikke rigtig love noget).
Hurrraaaa - hele to dages sne

Enigma - hvor den varme kakao er god - men det er da vildt skuffende, at det ikke er åbnet. Trods den massive markedsføring jeg allerede har været udsat for. 

torsdag den 9. februar 2017

Snelykke og taknemmelighed

Jeg stod op til et helt hvidt (og stille - sne gør det) København idag. Pigerne hoppede ud af sengen. Lavede (selv) morgenmad og løb ud i sneen resten af morgenen. Mens jeg nød min kaffe og min udsigt til to ekstatiske børn. Og virkelig blev opmærksom på hvilken fantastisk hverdag vi har skabt os!

Jeg husker dengang hvor bare truslen (vejrudsigten) om sne, var nok til at vælte det. Hvor hverdagen var så stram og planlagt og... ja stram at der ikke var plads til sne. Fordi sne tager tid. Alting tager længere tid. Og midt i stressen er det ikke muligt at løfte blikket og se skønheden. Pres gør det ved en.

Men idag. Idag hentede vi kælken frem efter en del forvirring over hvor vi dog havde lagt den. Vi gik/kælkede i skole i stille ro og mag. Og jeg afleverede to glade børn med stjerner i øjnene. Og min puls var stadig på hvile-stadiet. Og jeg havde tid til stille at GÅ videre mod mit arbejde på den anden side af Kongens Nytorv. Der var tid til at gå tværs gennem Kongens have og nyde alt det hvide og den helt utrolige stilhed.

Og det er rigdom. Ikke at få en klump i maven når vejrudsigten varsler sne. Men kunne tage det stille og roligt og have tid til at bruge længere tid. Fordi hverdagen er så fri at det er muligt. Jeg føler mig rig.

Nu vil jeg så tø mine tæer op med mere kaffe. Fordi de (tæerne) må lide under min forfængelighed og gå tværs gennem København i meget lidt isolerede støvler 😂.