onsdag den 21. september 2016

På tur med onkel: en samtale mellem to generationer i bus 3A

Mine piger går til svømning i den anden ende af byen - og til det formål tager vi bussen fra Østerbro til yderste Vesterbro - og kører dermed på tværs af byen. E tur der tager godt en halv time. Idag overværede vi en skøn samtale mellem en lille pige, hun var vel 6, og hendes onkel.

Skærmene i Københavns busser kører altid en eller anden reklamesløjfe og idag var ingen undtagelse. Vi så en reklame for en ansigtsmaske eller et spa-sted - noget i den retning. I hvert fald var det en kvinde, der var smurt ind i en ansigtsmaske.
Pigen: Onkel, hvad er det hun har i ansigtet.
Onkel: Det er sådan en slags tyk creme.
Pigen: Hvorfor det?
Onkel: Det er for at fjerne de døde hudceller.
Pigen: Døde hvad?
Onkel: De døde hudceller.
Pigen: Hvad er hudceller? Er de døde?
Onkel: Det er sådan nogle celler i huden.
Pigen: Hvad er celler?
Onkel: Det er sådan nogle som huden er lavet af.
Pigen: Hud?
Onkel: Ja. Du har hudceller over det hele udenpå .... (og her fulgte længere forklaring om huden og noget med at den skiftes)... Og så regeneres huden og så er der noget af det, der dør.
Pigen: Hvad betyder regenere?
Onkel: Det betyder at det samme kommer igen.
Pigen Okay.... (tænker)... skal jeg også have sådan noget creme på?
Onkel: Nej da.
Pigen: Hvorfor ikke?
Onkel: Du har fin hud.
Pigen:?
Onkel: Ja, altså sådan noget putter damer i hovedet for at blive smukke.
Pigen: Hvorfor? Jeg vil gerne være smuk.
Onkel: .........(tavshed....mumlen).... Det tror jeg vi skal spørge din mor om hvorfor. Du er smuk.... (mumle mumle)...

Og sådan fortsatte de helt til Enghave plads og kom omkring et utal af lignende emner, hvor 'Onkel' var helt ude af komfortzonen med al tydelighed. Pludselig var en helt almindelig bustur omformet til en fantastisk komedie mellem to generationer.


tirsdag den 20. september 2016

Hurrrrraaaaaaaaaaaaaaaaaaaaaa


I dag vågnede jeg første gang klokken 4 – ved en lille (Caroline-)mus, der nussede mig på kinden og spurgte hvornår vi skulle vække far. Og ja – der var så nogle timer til, men hvor er det bare hyggeligt. De små piger glæder sig jo nærmest mere end fødselaren selv, når en i husstanden har fødselsdag.
I dag (og i dag er nu engang defineret ved først at starte klokken 6 – tidligst) bliver min mand 37 år. Og jeg elsker ham 37 gange mere end sidste år. Hvert år tror man, at det ikke er muligt at elske højere, men så sker det alligevel. Det er som en eksponentiel kraft, der (åbenbart) er uendelig. Og tænk at han stadig holder ud – omgivet af en hønsegård af temperamenter og momentane vanvittige indfald. Jeg er både taknemmelig og stolt. Taknemmelig for hans stamina, og stolt fordi han er den mest fantastiske far, den mest fabelagtige mand og ikke mindst det dejligste menneske, som giver mig det skønneste liv. Og jeg glæder mig, helt ned i maven, til at blive gamle sammen. Jeg ved, at det bliver vi – og vi skal nyde hver eneste time (også de vanvittige og temperamentsfulde) indtil da.
Pigerne har brugt uger på at forberede gaver, tale om gaver, bekymre sig om gaver og pakke gaver ind. Morgenbordet med de traditionsrige fødselsdagsengle blev dækket i morgenens mulm-og-mørke, og så var dagen i gang med sang og sødt brød.
Vi skal fejre i aften på Kjøbenhavn. Det bliver simpelthen så hyggeligt – også fordi det er en lækker restaurant, som altid har skide lækker mad.

mandag den 19. september 2016

Nogen har løbet 21 km - det er ikke mig


Så gik der en hel weekend med stilhed herinde – og det er altså fordi livet udenfor styrtede afsted. Det var dejligt og vældig hektisk på samme tid. Eller egentlig lavede jeg ikke noget vanvittig banebrydende eller travlt. Timerne fløj bare afsted og pludselig var det søndag aften.

Nå, men altså jeg havde den bedste arbejdsdag fredag. Jeg arbejdede hjemme og fortrak hele arbejdsdagen til en park. Det var, efter sigende, den sidste rigtige sommerdag, så det blev udnyttet fuldt ud. Og man skulle virkelig arbejde udenfor ganske meget oftere. Jeg elsker det – tænker nogle gange om jeg skulle finde mig en profession, hvor arbejdet rent faktisk foregår udenfor. Kan bare ikke komme på hvad. Nå, men Krebs Skole havde også fødselsdag, så det kunne jeg også lige deltage i – og få set de traditionelle guldæble springe og ballonerne stige til vejr over Østerbro. Ganske skøn dag.
Lad guldæblerne springe og hurra-råbene lyde

Udearbejde


Lørdag stod jeg tidligt op, da jeg havde en date med en rigtig kær veninde. Vi skulle i biografen og se den nyeste Woody Allen film (Cafe Society – den er god. Se den!!). Filmen starter klokken 9.30 så vi besluttede at gå sammen fra Østerbro – det var en super hyggelig tur. Travlhed har gjort, at vi længe ikke har set hinanden og sådan en morgengåtur er helt fantastisk til at få talt sammen. Virkelig talt. Og så gik vi sammen hjem igen efter filmen. Det var så fint. Da jeg kom hjem var hele familien taget til svømning med Margrethe – så jeg havde lige et par timer alene inden resten af dagen gik med familie, film, roligt tempo og fladen ud. Det trængte børnene, specielt Margrethe, virkelig til.

Søndag løb min allerbedste veninde lige over 21 km. Det er simpelthen så vildt og hun er sej. Og tilsyneladende så hurtig at jeg ikke kunne fange hende på ruten, selvom jeg forsøgte flere gange. Men så kom hun i mål og vi gik på cafe – og drak varm kakao med flødeskum. Det er vel passende, når (nogle) har løbet så langt. I dag kan jeg så småt mærke en forkølelse bag panden – det var skide koldt søndag eftermiddag. Og jeg havde faktisk klædt mig som om, at det minimum ville blive halvsommer – sådan som vejrudsigten havde lovet mig.
Mens vi venter

Omgivet af de bedste - og den sejeste


I morgen har Steffen fødselsdag, så dagen i dag skal gå med de sidste hemmeligheder. Håber han kommer sent hjem J.

torsdag den 15. september 2016

Om venskaber - både dem fra fortiden og dem fra Nigeria

I går aftes sad jeg og stenede facebook (ja...). Og kom til at se, at der også er sådan en messenger-mailboks, hvor beskeder fra folk, man ikke er venner med ender. Der skal man så acceptere at indlede 'samtalen' før den ryger over i den rigtige messenger-indboks (but why?). Anyways, der var virkelig mange beskeder fra folk i hele verden (dog primært fra Nigeria), der a) gerne vil låne penge, eller b) ville tilbyde mig (hvor heldig kan man være), at være med til at starte en blomstrende virksomhed op. Alle de virkelig gode og spændende tilbud involverede dog, at jeg skulle smide alt mellem 50.000 til en lille million i startkapital, men så ville investeringen også tage fart. Jeg tænker, at det første jeg ville gøre når pengene var blevet overført var, at indlægge mine (nu) medejere af virksomheden til et stavekursus. Hvis vi skal hente mere investering andetsteds, skal vi nok ikke stave helt så meget som en brækket arm, som de søde mennesker i Nigeria har en tendens til - i hvert fald i min messenger.

Men udover de utroligt gode og mange tilbud til at starte en ny karriere, fik jeg også en besked fra en, der søgte min mor. Og jeg kan så godt huske hende. Hun var min mors bedste veninde gennem store dele af min barndom (det tror jeg i hvert fald nok - det er jo set gennem et barns øjne), og jeg husker med (barnlig) glæde tilbage på de gange vi besøgte hende, og hendes familie, i den store gamle villa i Emdrup. Og jeg husker, at det var der, jeg første gang nogensinde spiste krabbekløer. Hvilken himmelsk mundfuld. Og jeg husker, at hun var vildt pæn og sej - og meget sød. Jeg var fan.

Nu er jeg så voksen, jeg ved ikke hvad der er sket eller ikke sket - måske var der bare et venskab, der gled ud i hverdagens praktik. Men nu søger hun så kontakt til min mor (som hun ikke kunne finde på facebook, hvorimod jeg åbenbart er lettere at tracke). Og jeg kom sådan til at tænke på alle de venner og veninder man efterlader på livets vej. Nogle har man selvfølgelig med sig hele vejen, nogle kommer til undervejs, men nogle går bare ikke med hele stykket og falder fra når livet drejer om hjørnet. Nogle gemmer man i hjertet og savner, tit, og andre tænker man sjældent på, med mindre der lige sker et eller andet, der sætter gang i bestemte minder. Sådanne tidligere venskaber tror jeg, vi alle har. Jeg har i hvert fald mange - og der er faktisk en del af dem, som jeg tænker på nu og da. Ikke sjældent. Nu med facebook er en del af dem ligesom kommet ind på sidelinjen - det er ikke længere venskaber/venindeskaber, men man følger med sådan på sidelinjen.

Jeg tænker, måske man skulle gøre som min mors gamle veninde og genoptage kontakten. I hvert fald med de, der stadig bor i hjertet med stort nok rum til jævnligt at dukke op i tankerne.


onsdag den 14. september 2016

September og forventninger

September viser sig bare fra sin allermest fantastiske side lige nu. Og jeg er totalt presset over, at mit arbejde for det første er rykket tilbage på kontoret fra sommerhuset og stranden, og for det andet, at det (arbejdet, that is) ikke helt er enig i, at man i stedet for burde nyde vejret - inden vi ser os om er det jo vinter og meget koldt.

Dog gik jeg idag og talte med pigerne, da vi gik afsted mod skolen. Vi gik og talte om, hvor dejligt det var, at vi kunne gå i shorts (dem) og T-shirt (os alle) klokken lidt i otte om morgenen. Vel og mærke uden at fryse en vis legemsdel af. Men vi blev også enige om, at det bliver dejligt at nyde mørket i efteråret. Med varm cacao og flødeskum. Begge dele passer meget bedre til en god efterårsstorm. Og vi glæder os til at nyde vejen til skole, som går gennem en lang træ-allé, med alle de smukke farver naturen blænder op for i efteråret. Og vi glæder os ikke mindst til december med julekalender, julehygge, stemning og hygge. Hygge som kun december måned kan det.

Så ja, jeg nyder dagen i dag. Overvejende indenfor, men jeg snyder mig til alle de udendørs aktiviteter jeg kan. Hvilket heldigvis inkluderer flere cykeltue gennem smukke solrige København fra møde til møde. Og så glæder vi os samtidig til den tid, der ligger foran os.
Morgen i september

Det er da smukt...

Efterår og 25 grader


mandag den 12. september 2016

It's a hard life - or not

Denne uge starter godt og fortsætter, hvor weekenden slap. Det bliver svært for resten af arbejdsugen at toppe det. Vi er nemlig taget i sommerhus med teamet. I Hornbæk. Og hold nu kæft vi er heldige med vejret. Vi får både arbejdet og hygget i et - og jeg er sikker på at vejret gør meget godt for alle. Det bliver et godt efterår, hvis dagens planlagte aktiviteter realiseres. 

Vi nyder sommeren, is og Hornbæk strand. Det er fedt at arbejde også kan det.


Savner familien


Gode kolleger

søndag den 11. september 2016

Nøgne kvinder er kvinde bedst og en sjælden Pokemon

Ej men den her slags weekender skulle der være flere af. Den startede fredag med en fed aften alene med ungerne. Der var Disney. Der var slik. Der var Versus og der var lidt 'vild med dans'... Sidstnævnte har jeg aldrig set, men i år er skønne Cana's Thomas jo med. Og så må jeg jo følge lidt med.

Apropos skønne Cana og skønne kvinder generelt brugte jeg lørdag eftermiddag i en bil mod Tisvilde sammen med Cecilie og Cecilie (haha). Vi skulle nemlig til årets 30-års fødselsdag. Det var en fed eftermiddag, aften og nat. Der bød på snak, god mad, dans og en masse nøgne kvinder i en brandvarm pool. Det var fedt og aldeles livsbekræftende. Dog var nøgenheden (for ja. Ingen havde husket bikinien) ligeså aldeles grænseoverskridende specielt når man, som jeg, var absolut alderspræsident og derfor skulle forholde mig til en masse i-tyverne kroppe og ditto perfekthed. Men som den anden alderspræsident så rigtigt sagde, er det sgu vigtigt at owne sin krop (haha jaja hun var heller ikke nået over midten af trediverne)... Men forfængelighed er en ting. Fascination er en anden. Og sådan en nat fik kun understreget hvor smuk en kvindekrop faktisk er.

Søndagstartede usædvanlig tidligt for en søndag, men så nåede jeg til gengæld tusind tiltrængte praktiske ting OG en tur på Pokemonjagt og en tur i Tivoli med verdens bedste familie. På min jagt gennem bibliotekshaven (det er forøvrigt for vildt. Der er jo hundredevis af jægere derinde!) fik jeg den opgraderede Pikachu... Hvabehar! Jeg har dog stadig ikke Pikachu selv. 






Det var hundens dag i Tivoli. Så kan man så spørge sig selv præcis hvad det er, hunde får ud af at være i Tivoli?





fredag den 9. september 2016

Fantastiske fredag i september

Jeg har simpelthen haft en fantastisk dag og forudser en skøn weekend foran mig.

Men idag startede med morgenmad med en gammel bekendt fra min gymnasietid. Og hun er simpelthen så røvsej. Og hun gad bruge halvanden time på mig og mit forvirrede fremtidssnak. Men det har fedt. For hun har stået i præcis det samme og kommet mega sejt igennem. Og nogle gange hjælper det virkeligt at få vendt tingene med nogle, der bare kan spørge ind på den helt rigtige måde.

Videre stod dagen på konference omkring ... ja også om fremtiden. Denne gang dem bæredygtige af slagsen. Det var inspirerende og altid hyggeligt, da det er et game jeg har været i mange år, og derfor altid møder en masse fantastiske gamle venner, netværksbekendte og samarbejdspartnere til den slags. Og så var der kage. Skide god kage.

Solen skinnende da jeg cyklede gennem København hjem. Og der var sol, iskaffe og en god bog i gården. Så er september simpelthen ikke til at stå for.

Nu sover pigerne på sofaen. Steffen er til kallads og jeg påtænker at hente det chokolade, der var i min goodiebag fra Bridget-premieren (ja jeg har næsten halvdelen tilbage).

torsdag den 8. september 2016

Premiereaften på Bridget Jones - nu med baby (og flere fædre) - en (STOR) anbefaling

Normalt går jeg faktisk ikke såå meget op i sådan noget som dulle-halløj og tøj. Det vil sige - altså jeg elsker gode cremer og jeg elsker-elsker ting til mit hår. Jeg ved ikke hvorfor det er sådan - men jeg kan bare rigtig godt lide fornemmelsen af, at pleje mit hår. Og gå til frisør og sådan. Det sker ikke så mega ofte, men altså. Jeg kan godt lide, når det sker. Og så elsker jeg sko. Virkelig elsker. Jeg har et kæmpe skab fyldt, men det tossede er, at jeg faktisk altid går i de sammen måske 5 par. Og så har det med sko-fetishen også ændret sig lidt (umærkeligt) henover de sidste år. Jeg kan stadig få helt åndenød over et par lækre sko. Men jeg bruger sjældent så mange penge på det. Faktisk er det fedeste for mig at finde en handel - altså finde et par sko, der giver åndeløshed kombineret med en pris, der rent faktisk tillader at man ånder.




Jeg forestiller mig, at det meget godt også kunne beskrive den Bridget, der er i den nyeste film. Og hvor jeg var så heldig at få billetter til premieren onsdag (fra hende her den fantastiske dame). Jeg elskede de andre Bridget film. Altså på den måde, at jeg har set dem et par gange, typisk når jeg har faldet over dem på tv. Men jeg kan ikke alle replikker og jeg har for eksempel set den samlede Matador-serie flere gange (men den har jeg virkelig også set mange gange. Og her kan jeg alle replikker, more or less). Anyhow - jeg kan godt lide henden (og Colin Firth gør jo aldrig en film mindre værd at se! Og ham der fra Greys hvide verden... ikke mindst). Jeg glædede mig ret meget til at se hende blive ældre - og måske mere ramme, der hvor jeg er i livet - med børn og de udfordringer og ikek mindst utallige glæder dette giver. Og ja, det foregår selvfølgelig på ingen måde i en lige linje med hende - men skægt var det.




Jeg var virkelig godt underholdt. Det er sjældent man griner højlydt ud i luften af en filme - også selvom den er sjov. Det der grin, der bare vil ud. Det er sjældent, men ikke i den her film. Og plottet var faktisk fint - ikke sådan en hurtig rip-off af et koncept, der lige skulle tjenes nye penge på. Så langt fra endda. Og hele aftenen var så fin. Jeg har heldigvis en skøn veninde, jeg havde medbragt til 'spot en kendt'. Jeg er virkelig dårlig til at spotte kendte. Men hun er så god til det, så jeg så flere kendte end man gør på Tidvilde strand under en dansk uge 29-sommer. Der var Baileys, vin, canapeer og goodiebags. Og, i bedste Bridget Jones-stil, fik jeg væltet en af de meget fine små piger (det var de altså. Meget unge - tror ikke de var født, da den første film kom frem) med Baileys, så der endte (ret mange) glas på gulvet. Men hvis man absolut ikke kan holde igen på klodsetheden er Bridget-premiere da stedet.


Man kan ingenlunde sige at det er højkulturelt, det der Bridget-fænomen. Men man er maksimalt underholdt hele vejen - og den er i den grad værd at se - også igen. Jeg kommer helt sikkert til at se den igen. Med slik og en veninder under armen. Det var det jeg gjorde idet Steffen ikke helt deler min entusiasme indenfor Bridget-film. Og det er nu nok meget godt. Selvom han faktisk holder mere af både tasker og sko end jeg gør.


Så fint, der var. Og varmt!

Og mad. På pind.

Forventningsfulde

Let the show begin...

tirsdag den 6. september 2016

Boganmeldelse af 'I lige linje' af Anna Grue - alternativet til reality-tv


Den nyeste bog om den skaldede detektiv Dan Sommerdahl er en ganske let læselig krimi, som jeg egentlig godt kan lide at kværne mig igennem imellem de mange bøger jeg læser. Jeg har læst alle de andre i serien og så kommer man jo til at kende persongalleriet og følger med i de mange sidehistorier, der udspiller sig uafhængigt af hovedplottet. Som jo er krimien.

I ’I lige linje’ handler det meget om Dans søgen efter fortiden, da hans egen mor har fået en hjerneblødning og derfor har mistet evnen til at tale, og efterfølgende ikke er i stand til at fortælle om den fortid, hun så omhyggeligt har holdt skjult. Selve plottet i krimien foregår i den lille by Christianssund, som lægger gader til hele serien, hvor to gode venner dør indenfor ganske kort tid. Da den første dør ved en tilsyneladende uheldig ulykke på en racercykel sker der ikke så meget, men da så vennen dør kort efter – og det bliver tydeligt, at vennens død er overlagt mord, ja så kæder Dan (som vanligt igennem serien) begivenhederne sammen og får hjulpet det lokale politi og hans bedste ven Kriminalkommissæren med selve opklaringen.

Bogen er skrevet over præcis samme læst som alle bøgerne om privatdetektiven Dan Sommerdahl, men ikke desto mindre fungerer de som lette sommer-krimier (eller vinter-hyggelige krimier). Og jeg synes den er helt perfekt til sol-stolen eller sofaen når man skal have en pause fra dybsindighed, hverdag og tanker. Der er ikke noget særligt åndfuldt at hente her, men det skal der jo heller ikke nødvendigvis være hver gang. Og for mig, som bruger bøger som alternativ til tv-underholdning er det faktisk ret fint at have de lette bøger imellem. Ellers bliver det simpelthen for tungt. Lidt ligesom lørdagsunderholdning eller reality-tv til at opveje DR2-programmerne om det fattige Danmark J.