onsdag den 30. november 2016

Litterær onsdag med indlagt hygge

Jeg brugte endnu engang min morgen på Gyldendals forlag. Denne gang med en helt ny veninde fra min selvoprettede bogklub. Det er en virkelig skøn måde at begynde dagen på - og jeg går altid derfra inspireret og i skide godt humør. 

Idag var der først besøg af Jimmy Jørgensen, der netop har udgiver Stilledal. En form for biografi om hans liv og opvækst. Og altså ikke kun om musikken og jetsettet. Den tror jeg helt sikkert jeg skal læse - manden er jo på en gang skide sjov og skide klog. Og så har han haft en opvækst, som er læsværdig. Og vedkommende.Og så var Carsten Jensen og Anders Hammer forbi til en snak om den bog, de lige har skrevet om krigen i Afganistan. Først tænkte jeg faktisk at jeg næsten ikke gider høre mere om Afganistan - men det fik de så grundigt ændret på! Carsten stillede selv spørgsmålet; Hvad gør det ved mennesker at være i en endeløs krig. Og hvis bare der er en flig af svar... Krigen i Afganistan startede oprindeligt i 1979. Og er altså lige fyldt 37! Det er det samme som Steffen. De har altså været i krig hele Steffens liv og siden jeg var et år gammel. Ja. Hvad gør det ved et Land og dets befolkning. Hvad gør det ved generationer at vokse op i den skygge.




Som stor kontrast hentede jeg mine egne dejligt privilegerede børn tidligt, så vi kunne nå til svømning og spis-og-skrid hos gode venner. Hvor der, i ro og fred, blev serveret lasagne, vin og hygge. 

Nu vil jeg krølle mig sammen i sofaen med Planen af Morten Pape (ja, her er jeg ikke fastmover). En fascinerende, hård og ret fantastisk beskrivelse af en barndom og ungdom i Urbanplanen på Amager. En beskrivelse af konsekvenser når den sociale indsats i den grad spiller fallit. 

tirsdag den 29. november 2016

Jeg tænker på #4

- hvordan jeg nogen sinde skal finde 37 timer i min uge til at arbejde. Hvorfor er det, at man kan have så umådeligt travlt, når man reelt ikke har noget at lave?

- hvorfor man (jeg, igen) går og sukker efter et arbejde. Men i det øjeblik det er her - ja, så panikker man lidt (læs: meget) både over ovennævnte tidsproblematik. Men også over egne evner.

- hvorfor mine unger i år er endt med 5 julekalendre? Det var virkelig ikke meningen.

- hvorfor jeg aldrig får post? Sådan et rigtig gammeldags brev er noget af det bedste. Men det er ligesom aldrig det, der sker mere, når postkassen åbnes. Her er højst et uadresseret brev fra Kræftens Bekæmpelse. Måske jeg selv skulle begynde at skrive breve i hånden igen.

- om jeg må låne (læs: stjæle) noget af Margrethes brevpapir? Hun bruger det jo alligevel ikke. Hvilket er helt synd. Jeg husker tydeligt alle de virkelig mange pennevenner jeg havde, da jeg var hendes alder.

- hvornår vi får sat os ned i samme rum, Steffen og jeg, og får arrangeret de ting, der skal det, her i december. Der er både en (flere) tur i Tivoli, på julemarkeder, afhentning af juletræet i mormors skov, indkøb til julen (som vi holder her hos os selv), julegaveindkøb og måske også en lille egg-nog kom sammen. Nå, men det bliver (heller) ikke idag.

- at man skal skynde sig at tage på Arken inden Bigum-udstillingen stopper. Den er virkelig overraskende god. Og maden i cafeen er helt fantastisk.

- at det er godt jeg ikke kommer oftere i storcentre end jeg gør. Jeg var der med Margrethe i lørdags, hvor hun tømte en HogM - det var vanvittigt hyggeligt. Men forbruget stod os helt op i ørerne, da vi gik. Det er jeg lykkelig forskånet for ellers.

Bigum og Disney mødes

Træt efter kun 2 timer i forbruger-mareridt


torsdag den 24. november 2016

MorgenTV, shopping og æbleskivedebut

Jeg vågnede før en eller anden fik sko på idag - men det er så også det eneste virkelig trælse element i en ellers helt igennem fantastisk dag. Nå, jo. Jeg opdagede, at mit dankort nok ser ret meget frem til den første. Men så er det jo heldig, at der allerede går løn ind i morgen.

Tilbage til idag. Efter en tidlig morgen og en tidlig aflevering af begge piger i skolen (de møder ukristeligt tidligt alle torsdage - hvilket er ret fint når man har et arbejde. Og ret irriterende når man mest har lyst til at have lange langsomme morgener sammen) fik jeg tid til at lave ingenting en times tid. Den blev straks udnyttet til at se Bones - elsker de gamle afsnit. Og så kom min veninde kørende fra de nordlige forstæder. Det var simpelthen den smukkeste dag med høj sol - så vi valgte at gå til byen og brugte hele dagen på at shoppe (om ikke andet i vindues-versionen), tømme søstrene grene, se på julebordene i Royal Copenhagen (som altså har været pæne tidligere år) og spise frokost. Vi har kendt hinanden i 10 år - men det virker som altid. De ti år har været nogen af de mest begivenhedsrige i vores begges liv Både på godt og ondt. Det er helt specielt at dele hele livet med en. Idag var det kun godt.
Med fedtet hår og mavedeller - og glæde

Det eneste bord, som rent faktisk indbød til julefest. Men det så fanme også flot ud.

Og for at det ikke skulle være løgn fik jeg en rabatkode med posten til fotosjov.dk - så jeg kunne få bestilt en mappe med telefon- og instagrambilleder helt tilbage til 2011, hvor jeg begyndte at tage billeder med min telefon. Det blev en tyk og dyr mappe - lige indtil jeg tastede koden og fik 50%. Træerne vokser dog ikke ind i himlen. Jeg burde også lave en mappe for de sidste mange ferier vi har været på. Men det vil kræve at jeg finder en ekstern harddisk frem. Et kabel. Og at jeg ikke var træt af at lave fotomapper allerede. Så det må blive næste gang jeg falder over et godt tilbud. Men hurraaaa for en fest at se billeder fra 5 år igennem. Nu glæder jeg mig bare til den kommer.

Dagen idag blev også den første dag i årets æbleskive-sæson. Jeg snød og købte en pose. Hvilket jeg faktisk ret sjældent gør, da jeg, underligt nok, elsker at lave æblseskiver. Modsat pandekager, som jeg synes er frygtelig kedsommelige at bage, så er de lige omvendt med æbleskiver. Men Irmas smagte ok.

Og det fedeste er, at i morgen tegner lige så fantastisk. Jeg er sgu ret heldig.

tirsdag den 22. november 2016

Fri-uge (næsten da)

Den her uge har potentiale til at blive ret fin. Hvis man lige ser bortset fra at jeg var svimmel som en fuldesyg allike igår - og muligvis kunne tænkes er på vej til at blive syg. Hele familien er i hvert fald forkølede og min hals er sådan underlig ru. Den gør ikke ondt - den føles bare som om, at den mangler smørelse. Præcis som det er inden sygdom sætter ind.

Men jeg vælger at ignorere det. Jeg skal nemlig hygge mig - lige udover kun én ansøgning, der skal skrives, en enkelt samtale, der skal sættes hår til og kun 2 sådan netværksagtige kaffe'r, der skal drikkes. Jeg skal hygge både med ungerne og Steffen, julepynten (som kom op i søndags) og en fantastisk god bog. Og så med veninder. Den ene dag kommer min dejlige veninde ind fra de nordlige forstæder og spiser frokost, ser juleborde og drikke gløgg - mens min speciale-makker den anden dag har inviteret på udstilling og frokost på Arken. Og i aften skal jeg i Grand bio og se 'Truman - venner for livet'.

Kan mærke, at jeg har brug for at få lidt ro på hovedet. Jeg har brug for at lave lidt glædeligt, hyggeligt og sjovt - og for en gangs skyld nyde friheden lidt. Nu er den her jo - så det er sgu lidt dumt ikke at få det bedste ud af det. Basta - siger jeg bestemt til mine myldre-tanker og alle deres fætre.

Fra fødselsdag til jul på Faksegade:





fredag den 18. november 2016

Regn, nybagte boller og indeliv

Idag regner det. Og er sådan ret gråt - og lidt blæsende. Jeg afleverede en glad Margrethe - og gik derefter en times tur - i regnen. Nu er jeg tilbage hjemme. Og er ved at bage boller. Som jeg vil spise med tykt smør senere - mens jeg læser en god bog. Jeg skal se at blive færdig med 'Her er jeg' - den er god. Men sindsygt tung. Igår var den aftenens emne i bogklubben. Jeg tror ikke lige sådan man bliver færdig med den. Idag vil jeg lytte til regnen. Drikke te og gøre et indhug i bogstakken. Ahhhhh...


torsdag den 17. november 2016

You never know how close you are...

Her er lidt stille. Men jeg har nu holdt vejret i hele 6 dage - og så kan man ikke sige ret meget. Ensige tænke en lige tanke.

Men idag skete. Fristen udløb for de nye ejere - og det betyder at en kæmpe sten (faktisk ret mange røde mursten ovenpå hinanden) er faldet fra vores skuldre herhjemme. Vi har solgt huset i Sønderborg. Mit drømmehus. Som vi elskede (og stadig savner) - som lagde rammen om vores familie i nogle skønne år i Sønderborg. Huset hvor vi begge fejrede 30-års fødselsdag med kæmpe havefester. Huset hvor vi fik Caroline. Og huset fra mine barndomsdrømme. Huset med den smukke hvide trappe. Huset med den skønneste terrasse. Og fremfor alt huset med den dejligste stemning.

Men også huset, som efter finanskrisen pludselige opståen, blev en (tung og dyr) klods om benene, da vi besluttede at vende tilbage til familien og livet i København. Som blev årsagen til en af de helt dybe bekymringsrynker midt i panden. Som var skyld i utallige søvnløse nætter. Men som også har bragt os 4 i familien helt tæt sammen. Og vist os (og verden), at vi kan ikke sådan lige slåes ud. At vi nok skal klare det hele. Bare vent.



Nu vil jeg fejre Margrethes 10 års fødselsdag endnu engang i weekenden. Den 10 års fødselsdag som i mange år stod som en skæringslinje i min hjerne 'hvis bare vi har solgt inden hun bliver 10' - det var mantraet. Helt uden nogen logisk baggrund. Bare en eller anden rund skæringsdato - et håb - i fremtiden. Nu er fremtiden her. Og nu lykkedes det sørme. 7 dage før hendes fødselsdag blve underskriften sat. Og idag er den ikke til at tage tilbage.

Det skønneste sted i hele Sydjylland... Som nu skal glæde en anden familie.

fredag den 11. november 2016

Så er det snart jul

Idag er der 9 dage til jul. Det vil sige, der er 9 dage til julen starter herhjemme. Reglen er, og regler må der for at julen ikke tager overhånd for mig som elsker jul, at daten efter Margrethes fødselsdag tager vi  de store kasser med julepynt frem. Og pynter. Hører julemusik. Drikker gløgg og spiser æbleskiver. Og i år falder denne højtidsdag på en søndag. Mega win!

Jeg glæder mig til at holde Margrethes fødselsdag hele to gange. Men så er det eddermane også jul.

Og vi skal i Tivoli, drikke egg nog, i teateret og biografen og se julefilm og forestillinger, bage kager, tage på marked. Og specielt i år, hvor jeg har tid, skal jeg nyde byen i ro om dagen også. For eksempel glæder jeg mig helt vildt til at se årets julebord. 

Jaja. Hver sin smag. Jeg elsker jul. Ønsker mig bare en chokoladekalender. Eller en lakridskalender. Sådan en rigtig god en. Nu må vi se om det bliver til det også...


torsdag den 10. november 2016

Forelsket i en beklædningsgenstand

Nu er det ikke ofte det sker for mig - eller altså. Ikke sådan rigtig i hvert fald. Jeg kan, bevares, godt lide nyt lækkert tøj. Men det er ikke noget, der fylder farligt meget i mit liv.

Men så idag skulle jeg til møde på Islands Brygge. Og da jeg hver dag denne uge har været irriteret over at genbrugsposen med små brugte Nespresso kapsler væltede ud på gulvet, hver gang jeg åbnede skabslågen ind til skraldespanden, slog jeg to fluer med et smæk. Og medbragte selvsamme genbrugspose til byen. Hvor den kan afleveres hos Nespresso - og forhåbentligt gøre noget bedre (eller i det mindste mindre skidt) med dem. Turen fra Østerbro til Islands Brygge går normalt ikke lige forbi nespresso, men det måtte den idag. Og der mellem Nespresso og Topshop lå der et ellers tomt butikslokale - og i vinduet hang den smukkeste ting. En kappe, som var så smuk - og som jeg ville elske at iføre mig, hver gang jeg skulle ud og spadsere - og ja, man spadserer i den sådan kappe. Den var så smuk. Og jeg havde for travlt til at undersøge hvorfor den hang der. Men det må blive snarest muligt - når vejen igen falder den vej.

Den er da smuk...

onsdag den 9. november 2016

Noget om tid

Tiden er en underlig elastisk størrelse.
Tag for eksempel Margrethe. Der er ti år til hun bliver tyve. Og bare ved tanken får jeg fuldstændig åndenød af skræk og rædsel og stress. Så flytter hun hjemmefra og ti år er jo ingenting. Ti år set i det perspektiv er ganske kort tid. Det føles som et knips med fingrene.
På den anden side er det 10 år siden jeg fik Margrethe. Og det er ti år siden jeg lige havde afleveret mit speciale. Det er altså ti år siden, at jeg ikke havde nogle børn overhovedet. Og det er ti år siden, at jeg kun lige var færdiguddannet. Og siden da har livet skiftet retning uendelig mange gange og bugtet sig helt vildt - så jeg kan, når jeg ser tilbage, slet ikke genkende mit liv fra dengang. Det virker som en hel livstid siden. Det virker som virkelig længe siden. Og i det perspektiv er ti år jo uendeligt lang tid. Så Margrethe flytter hjemmefra lige om lidt. Men i et helt andet liv om så lang tid, at vi kan nå at leve et helt liv inden hun flytter.

Vi kan nå at blinke. Blink.

Og vi kan nå at få to børn, otte jobs, tre nye ejendomme, tre biler og to katte. Og vi kan nå at flytte 400 km to gange. Bum.

Vi kan nå helt nye liv.

På ti år.

Tiden er i sandhed elastisk.

Fra lille....

Til større - næsten 10 år


tirsdag den 8. november 2016

Valgdag og lån

Idag er der valg. Det som flest mennesker, både her og i udlandet, bekymrer sig om og interesserer sig for er valget på den anden side af den store dam. Det hjemlige valg er der ikke mange, i hvert fald ikke i min generation, der deltager i - måske endda kender til. Nemlig menighedsrådsvalget.

Det er, når ret skal være ret, nok også det valg, hvor vi ikke har stemmeret, der er der mest afgørende. Det bliver lidt spændende at følge idag. Eller spændende er måske så meget sagt. Jeg er ikke sikker på, at jeg synes nogle af kandidaterne er helt efter bogen. Omend jeg, som dansker, nærmest selvfølgelig hellere vil have en Clinton end en Trump. Hellere pest end kolera. Men allerhelst ville jeg have en Obama. Eller en Bernie Sanders. Faktisk. For når jeg kigger på mine børn og tænker på den verden, som vi helt fysisk levere videre. Ja, så er valget ikke så svært. 

Her 11. november skal kvinder holde op med at arbejde for i år, hvis vi skal have lige løn for lige arbejde. Og ja, det er da problematisk. Men i det store hele synes jeg altså, at det er et større problem, faktisk et helt uoverskueligt skræmmende og gigantisk problem, at vi 8. August i år skulle stoppe med at bruge ressourcer fra jorden. Den dag er midt på året. Den dag markerer dagen, hvor vi (årligt) tærer mere på jordens ressourcer en de kan klare. Og den dag flytter sig hvert år fremad i kalenderen. Og dermed låner vi, uden mulighed for forhandling, af vores børn. Og børnebørn. Og uden at give dem noget bedre igen. Faktisk står de alene med regningen. Ikke os.

Jeg ved ikke om Clinton gør noget positivt ved det skæve regnestykke. Men jeg tror på, at hun nok gør en my mere end Trump.