onsdag den 18. januar 2017

Savn og sommer - og tv-premiere

To dage i træk. Det er næsten for meget. Og der er jo faktisk ikke rigtig sket noget nyt. Jeg har cyklet i polarkulden til arbejde. Og jeg har (igen) optimistisk fejlvurderet behovet for uldtøj, strømper og tykke bluser. Så jeg har også drukket te til at tage den (snart ikke længere potentielle, men nærmere aktuelle) forkølelse i opløbet. Jeg savner (helt ind i de gennemkolde knogler) sommer og bare tæer i græsset. Og sådan er der flere der har det. Da jeg fulgtes med Margrethe til skole i morges gik hun hele vejen og dagdrømte om sommerens ferie med Gulliver (som hun jo kender fra sidste år – og derfor kunne skabe nogle endog meget levende billeder, der på gåturen) og sommeren uger og weekender i sommerhus. Med græs under tæerne, vand og salt i håret og hygge indenfor de dage, hvor solen hviler ud. Men hvor brændeovnen så kan sørge for god varme. Ja – samtalen i morges handlede ret meget om varme.

Jeg læste i dag hos Julia, som også er begyndt at savne udelivet, at en i kommentarfeltet mente foråret var på vej. Og han hun i morges havde duftet foråret. Jeg er ked af at være sådan en nej-siger her, men jeg kunne ikke lugte andet end frost og bidende kulde. Selvom jeg også har hørt i vejrudsigten, at (mere humane) varmere temperaturer er på vej. Lige nu kan jeg næsten ikke forestille mig det.




Nå, men det fede ved mørke aftner, halvsygdom og sløjhed er, at det er helt okay (nærmest velanset J) at stene tv i mængder. Det kan man jo ikke rigtig tillade sig overfor solen, når den og blomsterne spirer frem – så det er vinterens glæde. Og i aften starter sæson 6 af Homeland. Og som mange andre glæder jeg mig. Og jeg kunne hertil morgen høre i radioen, at det ligefrem er en begivenhed i nyhederne. Det bliver godt – og Rupert Friend er stadig med. Selvom jeg troede han var død (eller husker jeg forkert) – i hvert fald er han på sæsonens rolleliste.

tirsdag den 17. januar 2017

En status på det nye år - so far

Nå. Så. Nu har jeg fået en del forespørgsler omkring nyt job. Og livet generelt. Og tjaaa – tavsheden herinde handler ikke om, at det ikke går godt. Faktisk tværtimod. Eller altså hyppig aktivitet her er jo heller ikke et tristhedstegn. Summa summarum. Alt er godt. Jeg er startet nyt job – og har de første måneder på nedsat tid, som altså udløser en ugentlig fridag. Det er faktisk den bedste opstart, man kunne ønske sig. Og det betyder at jeg både kan få læst lidt bøger og set dagTV ;-). Og arbejdet de 4 dage jeg så er der, er også rigtig fint. Jeg er blevet taget godt imod, om end jeg har fået en ret stejl start, da der i den grad var et hul på min stol, som alle har ventet på – så nu er jeg her. Og opgaverne, som jeg dybest set ikke ved nok om, tårner sig op, da alle kommer rendende med ting, som skal ende på mit bord. Det er faktisk fint nok. En god start – og ingen problemer der. Folk er virkelig søde og jeg er ved at finde mig tilrette i hvad jeg skal – i hvert fald i første omgang.

Og så har jeg ikke oplevet den der uendelige træthed, som man ellers godt kan have ved nye job. Og som jeg faktisk lidt havde frygtet at januar ville blive begravet i. Næh nej. Jeg har haft tid og energi til at hygge med ungerne, passe yogaen og set en masse film med Steffen (tak til Yousee for at have sort skærm under nytårstalen – og ’erstatte’ tabet med fri film).
Sidste weekend var vi på weekend hos nogle af vores bedste venner i det nord-sjællandske, som også lige nu bliver tilsmilet af heldet og livets lyse sider. Det var en skøn weekend med sushi og bobler, til ingen gad hverken fisk eller sprut mere. Og en tur på Louisiana blev det også til. Det er altid et smukt sted, dog burde de i den grad arbejde på indretningen af cafeen. Der er altid kaotiske tilstand – og det tjener altså ikke det smukke sted og den store kunst godt.

Faktisk kan man sige, at alt faktisk er skide godt for tiden. Ja, det er gråt (eller rettere bare mørkt) om morgenen – men jeg kan se solen om dagen fra mine vinduer. Og jeg elsker at komme hjem til min skønne familie, og vores aldeles fantastiske lejlighed. Der er en masse at glæde sig til. Virkelig meget. 2017 tegner til at blive et fedt år. Jeg synes faktisk tallet 17 er virkelig grimt. Men måske jeg skulle revurdere den vurdering. Det tegner godt.

Billedet har ikke rigtig noget med det at gøre. Men se lige hvor søde de var. For 4 år siden. Også søde dengang.

fredag den 6. januar 2017

Tv snobberi lider jeg ikke under

Jeg starter jo på arbejde igen på mandag. Hvilket har udløst at jeg nu stresser rundt for at slappe af. Oh the irony.

Jeg skal for eksempel nå at se en masse tv. Daytime tv. Alt det tv, som resten af husstanden er for snuppet til at se. Meget kan man kalde mig, men tv-snoppet er jeg ikke. Jeg elsker daytime-tv.

Jeg elsker amerikanske krimiserier - bones, CSI, special Victims Unit og jeg kunne blive ved. Og det fede er at ligegyldig hvornår man tænder er der et hidtil uset afsnit. Der må være virkelig mange.

Jeg elsker at følge Kardasians og deres kvaler. Husmødrene i England og USA. Og alle de andre tosser.

Jeg elsker dokumentarer fyldt med massive mængder følelsespornografi. Gråd, sved, tårer og grimme ansigter og følelsen af 'godt det ikke er mig'. Sådanne kan man streame i rå mængder på TV2.

Jeg elsker også DR2. Men det ser vi jo alligevel, så der er dagtimerne ikke nødvendige. Alt det andet, har jeg bare aldrig rigtig tid til at se det - eller rettere - Ingen andre gider se det og så vil jeg hellere noget andet. Men når man nu går hjemme er det fanme fedt at se det. Uden et lydspor af brok og kommentarer ved siden af 😜😜.

Nu er det slut. Så forbrydelserne må opklares uden mig. Kardasians gå i hundene uden mig som tilskuer. Og tårerne og snotten løbe uden jeg får set det.

Det er ok. Også for den fremtidige økonomi. Helt ok på alle planer. Men mens det varede var det fedt! 

tirsdag den 3. januar 2017

Nyt år - nye vaner (eller noget) - og så et juleferie potpourri

Nå... hvad har du så lavet siden sidst, kunne man jo passende spørge. Og siden sidst har det jo sådan set både været jul og nytår. Så hvad har jeg lavet. Udover selvfølgelig at holde jul med alt hvad dertil hører af mad, hygge, pyntede træer, egg nog og familieræs, så har vi også nået at sove længe. Spise mere mad. Jeg er startet til yoga - noget både min krop og mit sind er lige begejstrede for. Så har vi også set en masse dejlige mennesker - for eksempel på en smuttur til Malmø, hvor vi både spiste rensdyr, shoppede og brændte ting af (ja - altså kontrolleret. På et bål. Det er ikke os, der brænder biler af i Malmø).

Jeg har også fået en anden hårfarve. Faktisk den jeg bedst kan lide. Og vi har været i Tivoli - både en meget meget kort (og ultra kold) gang - og en gang, hvor det var lidt mere behageligt at være i den gamle have. Nu er de lukkede for i år - men wildcards er fornyede, så vi tager med glæde en sæson mere.

Og så har det jo været nytår med den absolut traditionelle (for os) fest hos vores venner i den store villa nordpå, som er så smart, at den kan indeholde hele selskabet inklusiv alle 15 børn - og man kan sove der. Og have kollektivt ondt i håret dagen derpå. Hvor jeg fik en overdosis McDonalds. Det kan jeg godt love der bliver længe til næste gang.

Julestemning

En af de (mange) biograf-besøg henover julen...


Nyt år - nyt hår

Afslutning på Krebs med korsang (og forældre-tårer)

Juletivoli - hvor vi fejrer at Caroline er blevet høj NOK

Inden turen går til strandvejen til nytår

Malmø - photocred Caroline


Og så har jeg læst virkelig mange bøger. For eksempel '100 dage' af Lotte Kaa Andersen - det er en helt fantastisk efterfølger til 'Hambros Allé 7-9-13'. Vi møder Line, Caroline, Kaare, Ask og Cille igen efter sidste skæbnesvangre begivenheder, der har fået større eller mindre konsekvenser for alle.

Jeg har læst 'Mine 100 ting' af Lucy Dillan (ja, jeg kan godt se tal-temaet. Det er tilfældigt). Den var skøn. Altså på den helt og aldeles uforpligtende måde. Men jeg blev da grundigt bevist om (specielt her efter jul og post januar-udsalg, hvor jeg er gået mere amok i år end nogensinde), at vi ejer mere end 100 ting. Altså så meget mere at det er omsonst at tælle. Kunne vi skulle os af med noget? Ja, men det har vi faktisk gjort da vi flyttede fra kæmpe-villaen i Sønderborg til den lille 80 m2-lejlighed. Og så igen da vi flyttede hertil. Jeg synes det har et nogenlunde niveau.

Nå, ja. Så har jeg læst 'Klog er noget man øver sig på'. Som er fantastisk lærerig både som forældre - og bare som menneske, der gerne vil lægge angst for at prøve (noget nyt) fra sig. Og eftersom jeg starter nyt arbejde mandag. Ja, så...


Nu er det ungernes sidste feriedag. Jeg kan se, at jeg ikke har åbnet computeren siden de gik på ferie (sidste år) - idag skal vi fejre, så vi bager boller. Og jeg tror, hvis vi er rigtig gode, at der kommer vafler senere - det er i hvert fald et stort ønske.


mandag den 19. december 2016

Noget om julefilm, hår og stjernedrys

Her går det virkelig godt. Og virkelig skidt på samme tid. Jeg prøver ret hårdt på at fokusere på det gode - og det er der virkelig nok af.

En af de bedste ting var weekenden (som dybest set er det samme som hverdag for mig - bortset fra at jeg har familien hjemme). Vi havde en lørdag uden planer (waaauuuw) - og en søndag, der var fyldt med julehygge. Vi startede i Park bio med at se årets børnejulefilm 'Familien Jul i nissernes land' - tænker at det bliver sådan en slags film som pigerne husker og får samme 'forhold' til som jeg havde til de allerførste krumme-film. Det er ligesom lydsporet fra barndommen. Og når man lige er kommet sig over alt det, der bare er gudsjammerligt kedeligt omkring en børnefilm - så er den faktisk meget god. Og ret sjov. Ungerne grinte i hvert fald HØJT flere gange, så det er jo succes. Bagefter stod den på familie-jule-klip-og-konfekt-produktion (læs: spisning) hos Steffens fætter i Charlottenlund. Vi blev sådan i retning af 15 - en god blanding af børn og fætre/kusiner og alle de til-giftede tilføjelser. Det var vanvittig hyggeligt. Også.



Idag har jeg brugt hele dagen hos Simone. Simone er den bedste frisør jeg kender. Og jeg har, gennem tiden, været igennem virkelig mange. Hun kan bare noget og jeg vil anbefale hende til alle jeg kender (og enddog også alle jeg ikke kender). Som bekendt havde jeg (igen!) fået den vildfarelse, at jeg var blevet gammel nok til mørkt hår. Eller måske for gammel til lyst hår. Så det blev farvet mørkt i starten af oktober. Hos en anden frisør end Simone (don't ask). Det var en fejl. Kort og godt. Og en stor en af slagsen. Og nu havde jeg endelig (sparet sammen) taget mig sammen til at få ordnet det. Og nu er jeg back to blondie. Og Simone fik beskeden - gør bare det du plejer med klipning. Og det gjorde hun! Desuden blev jeg aldeles star-struck da Caroline Flemming (og børn) okkuperede samtlige stole i salonen ved siden af mig. Specielt fordi vores Caroline er opkaldt efter hende (lang historie ;-)).

Så alt i alt er alt jo godt. Hvis bare ikke min ryg og nakke gjorde knuder. Og gør flere og flere. Og man skal ikke google. På den slags symptomer. Siger det bare. Lad være med at spørge dr. google.

Og sådan sad jeg så 3 timer. Fordi den der farve, der var i nægtede at slippe. Og fordi det faktisk er stort set gråt. Indenunder.



torsdag den 15. december 2016

Et aftenskriv om forventninger og umage.

Vi har alle vores egen måde at leve livet på. Og det er præcis som det skal være. Jeg læste en artikel idag, som satte nogle tanker igang hos mig. Og den slags er jo altid sundt.

Jeg har for eksempel nogle forventninger. Til mig selv og min familie. En masse forskellige forventninger, men overordnet set har jeg to krav til mine børn - og i allerhøjeste grad også til mig selv. For det første skal man gøre sig umage. Det betyder ikke at man skal være den bedste, få de bedste karaktere, de mest prestigefyldte jobs eller være noget, som man ikke selv kan holde til. Men jeg forventer at man altid gør det bedste man kan. At man i alle livets udfordringer, store som små, gør sit bedste og gør sig umage. Man skal ikke kravle over bjerget hver gang, hvis resultatet bliver lige så godt ved at gå under bommen. Men umage - det skal man gøre. Med sine lektier, sine opgaver og sit liv generelt. Det er de helt små ting i hverdagen. Det er ikke kun på jobbet eller i skole. 

Den anden ting jeg forventer er, at man opfører sig ordenligt. På den helt gammeldags måde. Faktisk er jeg vist håbløst gammeldags her, men jeg forventer at mine børn giver hånd og ser folk i øjnene. At de holder kæft, når andre taler (og lige det øver jeg mig i allerhøjeste grad stadig på). At de taler pænt (og det er heller ikke altid det lykkedes). Og fremfor alt skal man behandle andre mennesker, som man selv ønsker sig behandlet. En kliché men ikke desto mindre så rigtigt. 

Jeg øver mig stadig. På det hele. Hver dag fra jeg står op til jeg går i seng øver jeg mig. Nogle dage med væsentlig mere succes end andre dage. Men øvelse og umage skal der til. Det er forventningen fra mig til mig.

Nu skal jeg snart sluses tilbage i virkeligheden. Det er snart slut med at have fri, men jeg har haft så travlt med at komme videre, at jeg fuldstændig har overset og ikke haft tid til at falde ned, mærke efter og nyde roen. Som jo er en sjælden luksus. Jeg vil nyde den næste uge, hvor jeg er den eneste hjemme om dagen. Jeg vil nyde de sidste romaner, der ligger og venter og lidt daytime-tv. Og et par lange gåture og en god kop kaffe. Og så vil jeg glæde mig til, at der starter en hverdag på den anden side af nytår, hvor jeg også skal gøre mig fagligt endog meget umage. Selvom jeg er sikker på, at det bliver hårdt og noget af en omvæltning. Og netop her er det vigtigt at holde fast. Og gøre sig umage - med at være et ordenligt menneske ;-).

onsdag den 14. december 2016

Glimmer på!!

Jeg har (endnu engang) brugt en helt fantastisk morgen hos Gyldendal - som har opfundet det her fuldstændig skønne koncept 'Forfattermorgen'. Hver onsdag kommer der en-to forfattere og fortæller om deres seneste bog. Det er en halv time fra 8-30-9, spå man lige kan nå på arbejde bagefter. Det tager jo nærmest ikke længere tid end hvis man smutter indenom bageren på vejen, og der er kø. Jeg tager afsted med min gård-veninde (vi bor i går sammen - og har lavet en bogklub sammen). Og det er vanvittig inspirerende, sjovt og ofte ganske rørende. Og idag var det Hella Joof, som fyldte scene. Jeg har været fan af Hella i mange år - og det er som om hun bare bliver skarpere og skarpere. Men samtidig mild og møder simpelthen alle øjenhøjde. Uden fordømmelse men med forståelse og reelt gode råd. Livsvisdom.

Resten af dagen står i Carolines tegn. Hun har fået en (tiltrængt) fridag idag. Hun var så mega muggen og vrissen igår (noget hun aldrig er) og til morgen sov hun længe!! Faktum er, at hun ser ikke syg ud. Men når Caroline er sur og sover længe - så er der helt sikkert noget som ikke er som det skal være - så derfor denne omsorgsdag. Nu har jeg jo også fin mulighed for at give hende den pause, der vist er brug for her midt i juleræset.  Tror vi skal tage juletræet ind - og pynte det når Margrethe og Steffen kommer hjem. Det bliver dejligt.

Glimmer på - som Hella så rigtigt siger det.


tirsdag den 13. december 2016

Decemberhimlen og nydelse

Det er ikke en hemmelighed, at jeg elsker december måned. Jeg elsker at tænde kalenderlys hver dag, adventkrans og pynte op (ligeså meget som jeg elsker at fjerne alle spor af pynt, når vi når mellem jul og nytår). Jeg elsker lysene og jeg elsker at læse julehistorier for ungerne og se julekalender. Jeg ser glædeligt Nissebanden på Grønland (som det pludselig er kommet på mode at synes er 'so last year/century'). Jeg synes En anden verden er god - omend ikke så julet, som jeg kunne ønske. Som teater-sponsor i kalenderen Søren råber 'jeg vil have en nissescene!

Jeg elsker at juleshoppe - eller faktisk er det ikke det jeg elsker. Men jeg elsker at gå rundt i en belyst og blinkende by, drikke gløgg og dufte til brændte mandler.

Kort sagt jeg elsker jul.

Derfor er det heller ikke det store, der sker herinde. Der sker så meget helt fantastisk udenfor i den virkelige verden. Og det dufter og smager. Så altså - i morgen skal vores hjembragte juletræ fra mormors skov pyntes. Og så mangler vi bare de sidste julegaver, egg nog-partyet og at fortære nogle kilo konfekt og æbleskiver, så er det jul.

På juletræsjagt

onsdag den 30. november 2016

Litterær onsdag med indlagt hygge

Jeg brugte endnu engang min morgen på Gyldendals forlag. Denne gang med en helt ny veninde fra min selvoprettede bogklub. Det er en virkelig skøn måde at begynde dagen på - og jeg går altid derfra inspireret og i skide godt humør. 

Idag var der først besøg af Jimmy Jørgensen, der netop har udgiver Stilledal. En form for biografi om hans liv og opvækst. Og altså ikke kun om musikken og jetsettet. Den tror jeg helt sikkert jeg skal læse - manden er jo på en gang skide sjov og skide klog. Og så har han haft en opvækst, som er læsværdig. Og vedkommende.Og så var Carsten Jensen og Anders Hammer forbi til en snak om den bog, de lige har skrevet om krigen i Afganistan. Først tænkte jeg faktisk at jeg næsten ikke gider høre mere om Afganistan - men det fik de så grundigt ændret på! Carsten stillede selv spørgsmålet; Hvad gør det ved mennesker at være i en endeløs krig. Og hvis bare der er en flig af svar... Krigen i Afganistan startede oprindeligt i 1979. Og er altså lige fyldt 37! Det er det samme som Steffen. De har altså været i krig hele Steffens liv og siden jeg var et år gammel. Ja. Hvad gør det ved et Land og dets befolkning. Hvad gør det ved generationer at vokse op i den skygge.




Som stor kontrast hentede jeg mine egne dejligt privilegerede børn tidligt, så vi kunne nå til svømning og spis-og-skrid hos gode venner. Hvor der, i ro og fred, blev serveret lasagne, vin og hygge. 

Nu vil jeg krølle mig sammen i sofaen med Planen af Morten Pape (ja, her er jeg ikke fastmover). En fascinerende, hård og ret fantastisk beskrivelse af en barndom og ungdom i Urbanplanen på Amager. En beskrivelse af konsekvenser når den sociale indsats i den grad spiller fallit. 

tirsdag den 29. november 2016

Jeg tænker på #4

- hvordan jeg nogen sinde skal finde 37 timer i min uge til at arbejde. Hvorfor er det, at man kan have så umådeligt travlt, når man reelt ikke har noget at lave?

- hvorfor man (jeg, igen) går og sukker efter et arbejde. Men i det øjeblik det er her - ja, så panikker man lidt (læs: meget) både over ovennævnte tidsproblematik. Men også over egne evner.

- hvorfor mine unger i år er endt med 5 julekalendre? Det var virkelig ikke meningen.

- hvorfor jeg aldrig får post? Sådan et rigtig gammeldags brev er noget af det bedste. Men det er ligesom aldrig det, der sker mere, når postkassen åbnes. Her er højst et uadresseret brev fra Kræftens Bekæmpelse. Måske jeg selv skulle begynde at skrive breve i hånden igen.

- om jeg må låne (læs: stjæle) noget af Margrethes brevpapir? Hun bruger det jo alligevel ikke. Hvilket er helt synd. Jeg husker tydeligt alle de virkelig mange pennevenner jeg havde, da jeg var hendes alder.

- hvornår vi får sat os ned i samme rum, Steffen og jeg, og får arrangeret de ting, der skal det, her i december. Der er både en (flere) tur i Tivoli, på julemarkeder, afhentning af juletræet i mormors skov, indkøb til julen (som vi holder her hos os selv), julegaveindkøb og måske også en lille egg-nog kom sammen. Nå, men det bliver (heller) ikke idag.

- at man skal skynde sig at tage på Arken inden Bigum-udstillingen stopper. Den er virkelig overraskende god. Og maden i cafeen er helt fantastisk.

- at det er godt jeg ikke kommer oftere i storcentre end jeg gør. Jeg var der med Margrethe i lørdags, hvor hun tømte en HogM - det var vanvittigt hyggeligt. Men forbruget stod os helt op i ørerne, da vi gik. Det er jeg lykkelig forskånet for ellers.

Bigum og Disney mødes

Træt efter kun 2 timer i forbruger-mareridt